Lyngbys imponerende stime af 1-0-sejre blev forlænget i søndagens hjemmekamp mod FC Midtjylland, der som det fjerde hold på stribe faldt med 1-0 til David Nielsens mandskab.
Norske Kristoffer Larsen blev matchvinder på et flot langskud i første halvleg.
Oprykkerne Lyngby har taget Alka Superligaen med storm. David Nielsens angrebsivrige mandskab har spillet sig ind som slutspilskandidat, ikke mindst takket være en god periode på det seneste.
Inden søndagens opgør havde Lyngby altså hentet tre sejre på stribe, alle med 1-0, og faktisk stod de kongeblå med en statistik, der sagde, at hver gang holdet har scoret først i en kamp, har det vundet.
FC Midtjylland vidste altså, hvad de var oppe imod, men formen hos gæsterne har også været stødt stigende med sejre i tre af de seneste fire ligakampe.
Det var da også gæsterne, der kom bedst fra land på Lyngby Stadion, hvor især meget bevægeligt angrebsspil var devisen, men Lyngbys defensiv stod godt imod.
I stedet var det i den anden ende, kampens første mål kom. Norske Kristoffer Larsen sikrede en pauseføring på 1-0, da han flot skruede bolden ind i det ene målhjørne fra godt 20 meters afstand.
Efter pausen bragte FCM både Paul Onuachu og siden Bruninho i spil, og gæsterne satte sig da også tungt på spillet.
Det blev dog primært til spil rundt om feltet frem for i feltet, og det gjorde det ganske nemt for Lyngbys forsvar at trevle alle tilløb til chancer op.
Lyngby holder med 1-0 fat i deres flotte statistik og noterer fjerde sejr på stribe. Med sejren rykker holdet helt op på fjerdepladsen á point med FC Midtjylland, der er nummer tre.
/ritzau/