Lynfare afbrød AaB-Sønderjyske
Et uvejr over Aalborg fik afbrudt superligakampen mellem AaB og Sønderjyske i 20 minutter.
Christian Bassagog løber med bolden i regnen, før kampen mellem AaB og Sønderjyske blev afbrudt.
Christian Bassagog løber med bolden i regnen, før kampen mellem AaB og Sønderjyske blev afbrudt. Foto: Bo Amstrup/Scanpix


Superligakampen mellem AaB og Sønderjyske blev søndag midlertidigt afbrudt kort før pausen på grund af fare for lyn.

Midtvejs i første halvleg begyndte et stort uvejr at præge kampen, og et lyn slog ned i horisonten. Dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen valgte at afbryde kampen af hensyn til spillernes sikkerhed efter 38 minutters spil.

Stillingen var 0-0, da spillerne gik i omklædningsrummet.

Cirka 25 minutter senere blev kampen genoptaget, efter AaB havde været i kontakt med både Aalborg Lufthavn og DMI, der kunne melde om vejrforbedringer.

I slutningen af august blev superligakampen mellem Sønderjyske og Esbjerg også midlertidigt afbrudt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.