En forsinkelse på en flyvning fra København til Washington koster SAS over 100.000 kroner.
Østre Landsret har mandag formiddag bestemt, at flyselskabet skal betale 24 passagerer en erstatning på hver 600 euro. Passagererne havde klaget over at være kommet for sent frem til den amerikanske hovedstad.
Egentlig skulle de være landet klokken 15 lokal tid 13. september 2013. Men det skete først cirka fire timer senere.
Allerede sidste sommer besluttede Københavns Byret, at selskabet skulle betale, og den dom har landsretten nu valgt at stadfæste.
Forsinkelsen på turen i 2013 skyldtes, at der på en flyvning dagen før på samme rute var opstået problemer. På grund af heftigt uvejr med mange lyn blev maskinen omdirigeret til Philadelphia.
Sagen er blevet afgjort på baggrund af EU-regler. De siger, at selskaber skal betale for forsinkelser på tre timer og mere - med mindre de kan undskylde sig med "usædvanlige omstændigheder."
I dette tilfælde medgav Københavns Byret, at lynnedslagene dagen før var usædvanlige omstændigheder.
Men omstændighederne kan ikke udstrækkes til også at gælde det følgende døgn, fremgik det af afgørelsen. Den vurdering er landsretten tilsyneladende enig i.
Af den grund er de 24 passagerer hver blevet tilkendt en kompensation på 600 euro, hvilket i alt svarer til 107.464 kroner.
Tidligere i år var Højesteret på banen og nikkede til forsinkede passagerers krav i flere tilfælde med tekniske fejl.
Branchen mener, at erstatningsræset er gået for vidt. Den ønsker at få EU-forordningen ændret.
/ritzau/