Lykketoft om Ninn-Hansen: Stor og tragisk
Folketingets formand kendte nu afdøde Erik Ninn-Hansen som en stejl, viljestærk, venlig og hjælpsom kollega.
Erik Ninn-Hansen ankommer til Rigsretten for at blive afhørt om Tamil-sagen i december 1993.
Erik Ninn-Hansen ankommer til Rigsretten for at blive afhørt om Tamil-sagen i december 1993. Foto: OLE STEEN/POLFOTO


- Vi vil mindes ham som en stor og tragisk skikkelse i dansk politisk historie, siger Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), om Erik Ninn-Hansen, som er død i en alder af 92 år.

Ninn-Hansen nåede at være medlem af Folketinget i over 40 år. I den periode bestred han posterne som forsvarsminister, finansminister og justitsminister og opnåede også at blive formand for Folketinget.

- Ninn-Hansen satte stærke aftryk i sit parti og i dansk politik. Men han endte med en dom i Rigsretten for sin rolle i tamilsagen.

- Vi, der oplevede Ninn-Hansen som kollega, kendte ham som stejl og viljestærk, men også som et venligt, hjælpsomt og imødekommende menneske, siger Mogens Lykketoft.

Tamilsagen, som væltede den konservative statsminister Poul Schlüter i 1993, kom til at præge resten af Ninn-Hansens politiske virke og liv.

Den betød, at Erik Ninn-Hansen ikke bare måtte forlade posten som justitsminister og formand for Folketinget - han blev også slettet fra Kraks Blå Bog.

Rigsretten idømte ham fire måneders betinget fængsel for at have brudt ministeransvarlighedsloven ved ulovligt at have gennemtvunget et stop for familiesammenføringer for tamilske flygtninge uden om Folketinget.

Ninn-Hansen blev født i 1922 i et gårdmandshjem på Slagelseegnen, men brød ud af landbomiljøet og læste jura. Allerede som dreng bestemte han sig for konservatismen, og i 1948 blev han formand for Konservativ Ungdom.

Han blev valgt ind i Folketinget i 1953.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.