Lykketoft i lækket tale: Løkke er en lille svindler
I en lækket tale revser Mogens Lykketoft i hårde vendinger både Lars Løkke Rasmussen og den forrige regering.
Mogens Lykketoft lægger ikke fingre imellem.
Mogens Lykketoft lægger ikke fingre imellem. Foto: SCANPIX arkiv


I en lækket tale kommer Mogens Lykketoft, tidligere formand for Folketinget og nuværende formand for FN's Generalforsamling, med særdeles hård kritik af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og den forhenværende SR-regering.

Socialdemokraternes Mogens Lykketoft kalder både Lars Løkke Rasmussen for "en lille svindler" og Thorning-regeringen for "talent- og profilløs", skriver Berlingske.

Talen er skrevet i anledning af Lykketofts 70-års fødselsdag, hvor politikeren havde inviteret en række personer til fødselsdagsreception 9. januar på Christiansborg.

14. januar sendte Mogens Lykketoft så talen på mail til sine gæster, og det er den, Berlingske er kommet i besiddelse af.

Mogens Lykketoft indleder talen med, at han gennem sin politiske karriere sammen med gæsterne har kæmpet for en "fredelig og retfærdig verden".

Senere bliver tonen dog skarp, da han retter kritik mod politiske modstandere og medspillere.

- Det er den mest fladpandet populistiske regering, vi har haft i min levetid. Med en dybt utiltalende politik og nogle dybt usympatiske personer på nøgleposter, står der ifølge Berlingske i talen, inden Mogens Lykketoft fortsætter med at rette kritik mod den tidligere regering:

- Det er sørgeligt, at den forrige regering var så talent- og profilløs at den banede vejen tilbage for den lille svindler, der nu er statsminister.

Mailen med talen er ifølge Berlingske sendt til over 50 personer, blandt andre S-formand Mette Frederiksen og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S).

Hverken forhenværende eller nuværende formand for Socialdemokraterne, Helle Thorning-Schmidt (S) og Mette Frederiksen (S), har ønsket at kommentere talen. Heller ikke statsminister Lars Løkke Rasmussen har ønsket at udtale sig.

Mogens Lykketoft beklager sine udtalelser over for Berlingske:

- Jeg beklager et følelsesudbrud, men også at en gæst åbenbart har viderebragt noget, der bidrager til absolut utilsigtet offentlig debat.

- Jeg var af den sikre overbevisning, at alle til stede var så meget mine venner, at de vidste dette, udtaler Lykketoft i et skrifteligt svar til avisen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.