Lykkelig Lidegaard åbner energicenter: Det bliver svært
Mål for dansk energicenter bliver at finde energibesparelser i Ukraine, hvor oligarker og korruption hersker.
Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har sammen med den ukrainske energiminister, Vladimir Demtsjijin, åbnet dørene for et dansk-ukrainsk energicenter i den ukrainske hovedstad, Kijev.
Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har sammen med den ukrainske energiminister, Vladimir Demtsjijin, åbnet dørene for et dansk-ukrainsk energicenter i den ukrainske hovedstad, Kijev. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO/POLFOTO


Oligarkvælde og omfattende korruption i den ukrainske energisektor har gang på gang stoppet forsøg på at styrke Ukraines uafhængighed af russisk naturgas.

Tirsdag aften kastede Danmark sig officielt ind i kampen med et ambitiøst projekt, da udenrigsminister Martin Lidegaard (R) og den ukrainske energiminister, Vladimir Demtsjijin, åbnede dørene for et dansk-ukrainsk energicenter i hovedstaden, Kijev.

- Jeg er lykkelig over, at det engang imellem lykkes med de projekter, man sætter sig for. Det er et projekt, der lykkes, fordi Klima- og Energiministeriet sammen med Udenrigsministeriet har sat alle sejl til, siger Lidegaard.

Centeret er del af et dansk støtteprojekt annonceret sidste år på 40 millioner. Danmark har tidligere indledt energisamarbejder i Kina, Sydafrika og Mexico, hvor man fokuserer på energieffektivitet og vedvarende energi.

At det måske kan lykkes at gøre op med korruption og oligarkvælde i den tidligere sovjetrepublik, skyldes formentlig et massivt internationalt pres.

Samtidig har Ukraines regering på grund af konflikten i Østukraine måske set, at det er tvingende nødvendigt at gøre sig uafhængig af naturgas fra Rusland - landet man anser for krigsfjende.

Nemt bliver det dog ikke, understreger udenrigsministeren.

- Det handler basalt set om at tage den danske model for energiplanlægning og forære den til Ukraine. Det er den største opgave, vi har påtaget os. I forvejen har vi prøvet det i Kina, Sydafrika og Mexico. Men det her bliver det sværeste, siger Lidegaard.

Målet på den korte bane er at stoppe statsstøtten på gas, da det er "for stor en byrde på statsbudgettet."

Tanken med det danske bidrag er at løfte Ukraine fra en tvivlsom position som et af de mindst energieffektive lande i verden. Stigende priser på energien skal så opvejes af energibesparelser.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at på den lange bane er der et kæmpe eksportmarked for danske virksomheder. Det er filosofien i alle de lande, vi er i, at vi gør de lande en tjeneste, og samtidig får vi skabt et eksportmarked.

- For ingen af bedre til det her end de danske virksomheder, siger Lidegaard.

Energicentret får base i det ukrainske energiministerium, hvor en dansk ekspert fra Energistyrelsen bliver udstationeret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.