Elia Viviani vandt søndag sin første etapesejr nogensinde i et Grand Tour-løb, da han kom først over målstregen på 2. etape af Giro d'Italia.
Den 26-årige italienske cykelrytter fra Sky-holdet profiterede af et godt kendskab til afslutningen på etapen, da han sejrede i spurten foran hollænderen Moreno Hofland (LottoNL-Jumbo) og tyskeren André Greipel (Lotto-Soudal).
- Greipel indledte spurten meget tidligt, måske for tidligt. Men jeg vidste, at det gik lidt opad til sidst, så jeg ventede på det rette tidspunkt til at begynde min sprint. Jeg er virkelig glad, siger Elia Viviani ifølge cyclingnews.com.
André Greipel var på forhånd tippet som en sandsynlig vinder af etapen, men den store tysker formåede ikke at vinde sin tredje individuelle Giro-etape i karrieren.
- Jeg havde lidt problemer med en af mine sko, men jeg så, at der var hul, og så satsede jeg. Men det var lidt for tidligt, og det gik lidt op ad bakke, siger André Greipel.
- Naturligvis er jeg skuffet, nogle gange begår man fejl i en sprint. Hvis jeg havde ventet 50 meter, så havde jeg måske fået skabt et større hul.
- Jeg synes, jeg gjorde et godt forsøg, men de andre var lige i hælene på mig, og jeg havde ingen kræfter de sidste 50 meter, siger tyskeren.
I den samlede stilling overtog australieren Michael Matthews fra Orica-Greenedge-holdet føringen fra landsmanden og holdkammeraten Simon Gerrans.
/ritzau/