Hvordan hænger en ny ledelsesmodel med kontrolmåling af offentligt ansatte sammen med den tillidsreform, som regeringen forrige sommer præsenterede for at øge tilliden til de selv samme medarbejdere?
Det spørgsmål stiller SF og Enhedslisten sig selv, og nu vil de tvinge et svar ud af den nye ledelsesmodels bagmand, finansminister Bjarne Corydon (S). Det skal ske i et samråd i Finansudvalgtet, forklarer SF’s Karina Lorentzen.
- Vi er uforstående over for, at man nu lægger op til mere kontrol og resultatstyring i den offentlige sektor, når vi har haft en formodning om, at regeringen har sat gang i en tillidsreform. Og så vælger man oven i købet at lave det med et konsulentfirma uden at inddrage de relevante faggrupper. Det er super ærgerligt, for det gør, at man ikke får ejerskab over denne model, siger Karina Lorentzen til Avisen.dk.
LÆS OGSÅ: Corydon vil måle og veje statsansatte: "Det er skræmmende"
Tillidsreformen blev i sin tid lanceret af daværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R). Syv principper for samarbejde skulle øge tilliden og styrke kvaliteten i arbejdet.
Hovedløst
Også Enhedslistens gruppeformand, Stine Brix, har kaldt Bjarne Corydon i samråd for at præsentere en model ”der er stikmodsat af regeringens ellers erklærede mål om mere tillid og mindre kontrol.”
- Vi har før set, hvor hovedløst det kan blive, når der sidder bureaukrater langt væk fra virkeligheden og opsætter kvoter og måltal, som f.eks. politifolk eller sygeplejersker så bagefter skal opfylde. Dertil kommer, at det koster rigtigt mange arbejdstimer, når afkrydsningsskemaer konstant skal udfyldes, siger Stine Brix.
Hun vil spørge finansministeren om, hvorvidt den nye ledelsesmodel er udtryk for, at regeringen bryder med tankerne bag tillidsreformen, samt afkræve svar på, hvilke erfaringer der ligger til grund for den nye ledelsesmodel.
Udmeldingerne kommer efter, at Jyllands-Posten mandag kunne fortælle, at 185.000 statsansatte lærere, politibetjente og embedsmænd vil her fra årsskiftet kunne møde en ny ledelsesstil præget af utallige målinger.
Konsulentvirksomheden McKinsey står sammen med Moderniseringsstyrelsen bag den nye model for god arbejdsgiveradfærd. Lederne i staten skal måle og veje deres ansatte gennem talrige resultatmålinger og udbredte medarbejdervurderinger med dertilhørende præstationsløn.
Lusket og uærligt
Karina Lorentzen er både kritisk over for, at Bjarne Corydon har bedt McKinsey om at udarbejde den nye model, og at den fulde rapport om arbejdet ikke er blevet udleveret.
- Det er lidt lusket at bede et konsulentfirma om at lave en reform, uden at inddrage relevante faggrupper, som ved noget om, hvor skoen trykker. Det virker også til at være en halvuærlig beslutning, at man ikke bare udleverer rapporten, siger Karina Lorentzen.
www.avisen.dk/kontrol-ansatte-i-staten-skal-maales-efter-ny-metode_301563.aspx?deck=B