Mariann Poulsen syntes, at barnemorderen Peter Lundin var "lækker" og tog kontakt med ham, da han sad bag tremmer.
Det var sådan det startede. Hun var kun 15 år, da hun begyndte en intensiv brevudveksling med manden, der 15. marts 2001 blev idømt fængsel på livstid for tredobbelt drab.
Det fortæller Mariann Poulsen om i DR-dokumentaren "Morderen på den hvide hest", som sendes mandag aften på DR 3.
Peter Lundin var blevet dømt for at have dræbt og parteret sin samlever og hendes to sønner på 10 og 12 år i deres hus i Rødovre.
Men trods de bestialske fakta, som Peter Lundin selv havde tilstået, lod Mariann Poulsen sig forføre.
Han fik hende til at føle sig forgudet og ønsket. Hun blev afhængig af hans komplimenter, men hun blev også manipuleret, skriver Ekstra Bladet.
Og som 22-årig begyndte hun at besøge den tre-dobbelte morder i fængslet.
- Jeg havde jo hørt tusind gange i medierne, hvad han havde gjort, men til sidst lukker man af, forklarer Mariann Poulsen i dokumentaren.
Hun fortæller også, at anden gang hun besøgte Peter Lundin havde de sex, men at hun havde svært ved det og følte det var klamt.
På det tidspunkt havde Mariann Poulsen en kæreste og en lille datter. Og i de næste to år levede hun på en løgn.
Kæresten var kun hjemme fra arbejde i weekenden, så hun besøgte Lundin konstant, mens han ringede til hende flere gange om dagen.
- Ofte kunne han ringe mig op og så svinede han mig til. Han var iskold og havde en stille og rolig stemme. Han fortalte mig, hvilket afskyeligt menneske, jeg var. Så lå jeg på sofaen eller på gulvet og græd.
Presset til ægteskab
I september 2008 pressede Peter Lundin hende til at gifte sig med ham, fortæller hun i dokumentaren.
Han truede hende med at fortælle hendes familie om deres forhold. Heller ikke kæresten vidste noget om det og fandt først ud af det, da han læste om det i Ekstra Bladet - hvorefter han forlod hende.
I løbet af et par dage blev hun landskendt som Fru Lundin og der begyndte en strøm af fordømmelser. Der blev oprettet hadegrupper på Facebook, folk råbte skældsord efter hende, og Mariann Poulsen udviklede angst, skriver Ekstra Baldet.
Samtidig blev det hendes vej ud af forholdet. Hun begyndte at mærke en vrede mod Peter Lundin.
- Han havde taget alt, hvad der betød noget for mig, fra mig. Jeg blev så bitter til sidst, siger Mariann.
I 2009 afleverede hun skilsmissepapirerne, og har ikke set ham siden.
Peter Lundin er født i Rosklide 15. februar 1972.
I 2000 blev han udvist fra USA efter han i 1993 blev dømt for drab på sin mor.
Peter Lundin er siden skilsmissen fra Mariann Poulsen blevet gift igen og har fået et barn.
Peter Lundin medvirker ikke i DR3-dokumentaren "Morderen på den hvide hest". Det har han ikke ønsket.
Kilde: Ekstra Bladet og Wikipedia