Lundbeck tror på et endnu bedre årsresultat
Medicoselskabet Lundbeck opjusterer for anden gang på få måneder forventningerne til 2016.


Aktionærer i medicinalvirksomheden Lundbeck har fornyet grund til at glæde sig over deres investering.

Selskabet har i forbindelse med fremlæggelsen af selskabets halvårsregnskab endnu engang skruet forventningerne til de finansielle resultater i vejret.

Det sker, efter at Lundbeck omsatte for 7,5 milliarder kroner i årets første seks måneder, hvilket svarer til en fremgang på fem procent i forhold til samme periode sidste år. Samtidig er selskabets driftsresultat forbedret markant.

De flotte tal betyder, at selskabet nu forventer en årsomsætning på mellem 14,6 og 15 milliarder, ligesom man regner med, at driftsresultatet lander et sted mellem 1,5 og 1,7 milliarder kroner, når tallene gøre sop efter årsskiftet.

Det er en tand bedre end de forudsigelser, som selskabet lagde frem i forbindelse med det seneste kvartalsregnskab i maj måned.

Administrerende direktør Kåre Schultz siger i en kommentar til regnskabet:

- Jeg er meget tilfreds med den fortsatte stærke vækst i salget af vores kerneprodukter og med, at vi kan øge vores finansielle forventninger.

- Vi er på vej til at forbedre vores profitabilitet, og jeg har store forventninger til vores forsknings- og udviklingspipeline, siger han i en kommentar til regnskabet.

Selv om omsætningen i Europa faldt med 25 procent, så steg den med 31 procent målt i dollar i USA. På de øvrige internationale markeder var omsætningen uændret.

En af årsagerne til den højere indtjening kan findes ved at se på antallet af medarbejdere i koncernen.

I første halvår 2015 var der 5801 på lønningslisten, men efter iværksættelsen af en større spareplan er antallet af ansatte nede på 5022.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.