Lund Poulsen: Løkke kan lave blå regering
Selv om Dansk Folkeparti overhaler Venstre, kan Løkke lave en blå regering, siger Troels Lund Poulsen.


Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er en så dygtig politisk håndværker, at han formår at smede en stærk blå regering, selv om Dansk Folkeparti bliver større end Venstre, som kan miste 12 mandater.

Det siger Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, ved Venstres valgfest i Landstingssalen på Christiansborg.

- Jeg er helt overbevist om, at blå blok - som har vist stærkt sammenhold gennem valgkampen - også er i stand til at danne en regering. Det er i hvert fald lettere for blå blok, end for Helle Thorning-Schmidt med det parlamentariske grundlag hun har.

- Venstres formand har før vist, at han er den dygtigste politiske håndværker. Så det tager jeg helt stille og roligt.

Troels Lund Poulsen var Lars Løkkes løjtnant i Venstres formandsopgør i sommeren 2014, da næstformanden Kristian Jensen truede med at vælte Løkke, mens Venstres hovedbestyrelse mødtes i Odense.

Troels Lund Poulsen vil ikke forklare Venstres valgnederlag med Lars Løkke Rasmussens dårlige image.

- Jeg kan ikke lave en fuldstændig klar diagnose i aften. Men det er klart, at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har ført en rigtig god valgkamp, for nu at sige det som det er, siger Troels Lund Poulsen.

- Og det er da klart, at det selvfølgelig også har sat sig på en eller anden måde, de ting, der er sket i Venstre det seneste år. Vi kan ikke komme udenom, at det også har haft sin betydning.

Spørgsmål: - Er det en katastrofe for Venstre at miste 12 mandater?

- Det er trist, at Venstre går tilbage. Men det har været afgørende for Venstre, at vi var i stand til at få en ny regering. Det har været vort succesmål, siger Troels Lund Poulsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.