En lummer mand skal til en alvorlig samtale på politistationen i Middelfart.
Han har flere gange kommet med sjofle tilbud til kvinder i området omkring Middelfart, men nu er det slut. Det skriver Fyens.dk.
En kvinde havde nemlig garderet sig, hvis manden for anden gang skulle kigge forbi hendes kolonihavehus. Ikke nok med, at hun havde allieret sig med et baseball-bat, så havde hun også et kamera klar.
Og ganske rigtigt. Manden dukkede op, men kvinden var snarrådig og filmede mandens bil og registreringsnummer, så politiet efterfølgende kunne lokalisere ham.
Første gang han var på spil havde han i ét tilfælde spurgt en kvinde, om de skulle være bollevenner. Han var desuden kommet med kommentarer som "du ser dejlig ud" eller "du har en dejlig røv" og denne gang tilbød han "en god gang massage".
Alvorlig samtale
Manden blev i første omgang efterlyst kørende i en rød kassevogn, men da han blev afsløret havde han skiftet til en lyseblå, ældre VW kassevogn.
- Vi skal have, hvad man kan kalde en adfærdsregulerende samtale med ham, siger Preben Skytthe, politiassistent ved lokalpolitiet i Middelfart, til Fyens.dk.
Mandens handlinger er formentlig ikke direkte strafbare, men hans bizarre opførsel har gjort flere kvinder bange og bekymret, så selvom det er tvivlsomt, om han ender med at blive sigtet, så vil politiet i utvetydige vendinger forklare ham, hvordan han ikke længere skal opføre sig.