Luksuriøst pelsfirma frifundet for ulovlig arbejdskraft
Anklagemyndigheden krævede 70.000 kroner i bøde fra pelsfirmaet Birger Christensen for brud på udlændingelov.


Pelsfirmaet Birger Christensen, der har til huse på Strøget i København, er mandag frifundet i Københavns Byret i sag om ulovligt arbejde. Pelsfirmaet skulle ifølge anklagemyndigheden betale 70.000 kroner i bøde, men Birger Christensen har hele vejen nægtet sig skyldig i sagen.

Sagen drejer sig om en kineser, der havde opholdstilladelse i Danmark og tilladelse til at arbejde som kok. Men kineseren henviste i fire tilfælde kinesiske turister til Birger Christensens pelsforretning på Strøget i København.

Forretningen kvitterede med en provision på sammenlagt 5827 kroner og 30 øre - et beløb, der svarer til fem procent af det beløb, som turisterne brugte i forretningen.

Firmaet blev efterfølgende anklaget for overtrædelse af udlændingeloven, fordi der ifølge sagens anklageskrift er tale om ulovlig beskæftigelse af den kinesiske mand. Manden måtte nemlig kun arbejde som kok.

Pelsfirmaets advokat, Henrik Sanders, kalder sagen bagatelagtig. Han krævede, at pelsfirmaet blev frifundet, blandt andet fordi der ikke var tale om en reel ansættelse.

- Man køber en serviceydelse. Jeg vil sammenligne det med at købe en falafel af en udlænding, som ikke har arbejdstilladelse. Der er ikke tale om, at man har ansat ham, bare fordi man giver ham penge for en vare, sagde Henrik Sanders.

Derudover mener advokaten, at firmaet har handlet i god tro, idet man har set det opholdskort, som kineseren gik med, som viste, at han havde arbejdstilladelse.

Anklager Rikke Kuhlmann mener dog, at firmaet havde pligt til at sikre sig, at arbejdstilladelsen ikke var begrænset til en bestemt arbejdsgiver. Hun krævede en straf på sammenlagt 70.000 kroner i bøde til firmaet.

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi havde egentlig besluttet, at der ikke skulle rejses nogen sag mod det luksuriøse pelsfirma Birger Christensen A/S for brud på udlændingeloven, men det blev der alligevel.

Under sagen er det kommet frem i Københavns Byret, at det var Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (Star), som insisterede på, at pelsfirmaet skulle tiltales.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.