Lukasjenko glæder sig over Nobelpris til systemkritiker
Nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitjs er censureret, men får lykønskning fra Hvideruslands præsident.
Aleksander Lukasjenko ved en ceremoni på Hvideruslands nationaldag. Selv om hans styre censurerer Svetlana Aleksijevitjs bøger, glæder han sig angiveligt over, at hun har fået Nobels litteraturpris. (Arkivfoto)
Aleksander Lukasjenko ved en ceremoni på Hvideruslands nationaldag. Selv om hans styre censurerer Svetlana Aleksijevitjs bøger, glæder han sig angiveligt over, at hun har fået Nobels litteraturpris. (Arkivfoto) Foto: Sergei Grits/AP


Nobels litteraturpris, som i år er gået til den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, kan forhåbentlig "tjene vor stat og det hviderussiske folk", siger Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko.

Godt nok har præsidenten - der også går under navnet "Europas sidste diktator" - og det styre, han er i spidsen for, ikke tilladt, at Svetlana Aleksijevitjs bøger udkommer i Hviderusland.

Men det forhindrer ham ikke i at glæde sig over, at den hviderussiske forfatter har modtaget den prestigefulde pris.

- Jeg er oprigtigt glad for din succes, siger Lukasjenko i en udtalelse.

- Jeg håber virkelig, at din pris vil tjene vor stat og det hviderussiske folk.

Svetlana Aleksijevitj mener selv, at den manglende udgivelse i hjemlandet skyldes "en snigende censur".

I et interview med Svenska Dagbladet kort efter, at hun havde modtaget prisen torsdag klokken 13, udtrykte Svetlana Aleksijevitj håb om, at prisen kan være med til at bane vej for mere ytringsfrihed i Hviderusland og Rusland.

- Jeg tror, at min stemme får en anden betydning. I det mindste bliver det ikke længere så let for magthaverne at affærdige mig med en viften med hånden, sagde hun til den svenske avis.

Siden Lukasjenko kom til magten i Hviderusland i 1994, har Svetlana Aleksijevitj ikke fået udgivet nogen bøger i sit hjemland. Det meste af sit liv har forfatteren boet i Italien, Frankrig, Sverige og Tyskland, hvor hun har modtaget stipendier og fået støtte.

Hun har åbent kritiseret Lukasjenkos jerngreb om Hviderusland, hvor der blandt andet stadig er dødsstraf og hvor præsidenten fastholder et økonomisk system der minder om Sovjetunionens.

På søndag er der præsidentvalg i Hviderusland, hvor det er ventet, at Lukasjenko vil sikre sig sin femte embedsperiode.

Aleksander Lukasjuk, som er direktør for den uafhængige Radio Svaboda, siger, at nobelprisen for en kort stund har stjålet det fokus, der ellers var på Lukasjenko.

- Det fjernede rampelyset fra søndagens valg og rettede det mod en anden. En, der måske ikke er i direkte opposition til Lukasjenko, men hun står selvfølgelig for meget anderledes værdier, ytringsfrihed, demokrati og støtte til hviderussisk kultur, siger han.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.