Lukas Graham skal optræde til internationalt musikshow
Det danske kometband Lukas Graham skal til november dele scene med stjerner som Bruno Mars og Shawn Mendes.
Lukas Graham skal til november dele scene med Bruno Mars og Shawn Mendes.
Lukas Graham skal til november dele scene med Bruno Mars og Shawn Mendes. Foto: Torben Christensen/Scanpix


"I take the world by storm" bliver der flere gange sunget i et af Lukas Grahams seneste hitnumre, og nu kan bandet med god samvittighed synge netop den sætning lidt højere.

Onsdag er det nemlig blevet offentliggjort, at det danske hitband skal optræde til MTV Europe Music Awards 2016, der bliver afholdt den 6. november i Rotterdam, Holland. Det fremgår af en pressemeddelelse.

- Det er slet ikke til at fatte, at vi er nomineret til hele fire priser, og at vi samtidig skal optræde. Det har virkelig været et fantastisk år. Tak, siger bandet i pressemeddelelsen.

Musikmediet MTV har i år besluttet at give fire fremadstormende kunstnere en plads i scenens spotlys, og her er Lukas Graham altså en af de udvalgte.

De tre andre kunstnere er den canadiske sanger Shawn Mendes, det amerikanske popband DNCE og den svenske sangerinde Zara Larsson.

Også kunstneren Bruno Mars, der står bag numre som "Marry You" og "Grenade", skal optræde til det store prisshow.

Ud over at skulle optræde for musikelskere i hele Europa er danske Lukas Graham altså også nomineret i fire priser.

I kategorien Best Danish Act kæmper Lukas Graham mod andre danske artister som for eksempel Mø og Christopher, mens bandet i kategorierne Best New Artist, Best Push og Best Song er oppe imod internationale stjerner.

Hvis Lukas Graham skal gå hjem med alle fire trofæer skal de nemlig vinde over navne som Adele, Justin Bieber og Rihanna.

MTV Europe Music Awards 2016 bliver sendt direkte fra den hollandske by på MTV Danmark den 6. november klokken 21.00. Optakten til showet starter en time før, hvor kunstnerne vil være at finde på den røde løber.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.