Luis Enrique vinder Årets Træner 2015
FC Barcelonas succesfulde træner Luis Enrique blev kåret som Årets Træner ved Ballon d'Or-uddelingen i Zürich.


FC Barcelonas cheftræner Luis Enrique er kåret til Årets Træner i 2015.

Det blev han ved det store gallashow i Zürich, hvor årets Ballon d'Or skal uddeles senere på aftenen til verdens bedste fodboldspiller.

Luis Enrique vandt titlen foran Bayern Münchens træner Pep Guardiola, og Jorge Sampaoli, der i 2015 førte Chile til sejr ved Copa America.

Barcelona vandt i 2015 både det spanske mesterskab, den spanske pokaltitel samt Champions League.

Præstationen bliver ikke mindre imponerende af, at det var Enriques første sæson som cheftræner i Barcelona, hvor han også som spiller slog sine folder.

Hos kvinderne blev USA's landstræner Jill Ellis kåret som Årets Træner efter i 2015 at have ført landet til VM-titlen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.