Lufthavnsdirektør: Ryanair-lukning kan betyde fyringer
Det kan ikke udelukkes, at fastansatte i Billund Lufthavn mister jobbet, hvis Ryanair lukker base og ruter.
Direktør i Billund Lufthavn udelukker ikke, at det kan koste faste stillinger, hvis Ryanair gennemfører lukningen af sin base i Billund, hvilket vil lukke ruter og halvere antallet af passagerer.
Direktør i Billund Lufthavn udelukker ikke, at det kan koste faste stillinger, hvis Ryanair gennemfører lukningen af sin base i Billund, hvilket vil lukke ruter og halvere antallet af passagerer. Foto: BERG PEDERSEN MIKKEL/POLFOTO


Det kan betyde fyringer i Billund Lufthavn, hvis Ryanair gør alvor af sine trusler om at lukke sin base i den jyske lufthavn, hvilket betyder færre passagerer og ruter.

- Det kan godt være, at vi bliver nødt til at justere vores bemanding. Og fordi det er vintertrafik, vil det være faste stillinger, vi kommer til at skære i, siger Kjeld Zacho Jørgensen, direktør i Billund Lufthavn.

Ryanair har varslet, at man vil lukke sin base i Billund, hvis ikke fagbevægelsen senest onsdag aften dropper sin varslede blokade mod det irske luftfartsselskab, som står til at begynde lørdag.

Tre ud af fire vinterruter vil blive lukket, mens to af selskabets 14 sommerruter vil blive slettet fra planen.

- Jeg vil ikke begynde at gætte på, hvor mange stillinger det vil koste i lufthavnen, for jeg vil ikke forurolige folk mere end højst nødvendigt.

- Men det er klart, at når vi mister nogle indtægter, må vi se på, om der er nogle omkostninger, vi kan skære i, og vores primære omkostninger er lønomkostninger, siger direktøren.

Der vil ikke ske fyringer allerede denne sommer, da det ifølge direktøren er for sent at regulere i antallet af ansatte nu.

Ryanair anslår selv, at lukningen af basen i Billund mindst vil koste 300-400 arbejdspladser ud over Ryanairs egne afskedigelser.

Men Billund-direktøren slår fast, at de 300-400 fyringer ikke kun vil finde sted i lufthavnen, da beslutningen også kan ramme også andre steder i turistbranchen.

Selskabets årlige passagertal vil blive halveret fra 700.000 til lidt over 300.000, har selskabet oplyst ved et pressemøde på Hotel Propellen i Billund tirsdag.

Uden selv at have lavet beregninger kan Kjeld Zacho Jørgensen dog ikke se, hvordan der skulle kunne ske så stort et fald i antallet af passagerer.

Selve konflikten mellem fagbevægelsen og Ryanair vil direktøren ikke stille sig til dommer for.

- Jeg forholder mig til, at arbejdsretten har givet dem lov til at konflikte. Det gør de så, og sådan er det. Jeg skal bare udrede konsekvenserne for os i Billund, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.