Lufthavnsansatte i chok over gramse-tal: Nu skal politiet undersøge sagerne
Nye sager med ubehagelige oplevelser fra sikkerhedskontrollen får Københavns Lufthavn til at ændre procedure.
Nye sager med ubehagelige oplevelser fra sikkerhedskontrollen får Københavns Lufthavn til at ændre procedure. Arkivfoto.
Nye sager med ubehagelige oplevelser fra sikkerhedskontrollen får Københavns Lufthavn til at ændre procedure. Arkivfoto. Foto: MARTIN LEHMANN/POLFOTO


53 kvinder har over de seneste fem år haft ubehagelige oplevelser med personalet i Københavns Lufthavns sikkerhedskontrol.

Det står klart, efter lufthavnen selv har bedt passagerer, der føler, at deres grænser er blevet overtrådt ved kropsvisitationer, om at henvende sig.

Lufthavnen vil nu overdrage sagerne til politiet og samtidig indfører man en ny procedure for kropsvisitationer i sikkerhedskontrollen.

- Vi er chokerede, og medarbejderne er chokerede, for vi føler, at vi gør det så godt, vi kan, siger Peter Vium, fællestillidsmand for Lufthavnens LO-ansatte, på et pressemøde.

Fremover vil kvindelige passagerer aktivt blive spurgt, om de ønsker at blive visiteret af en kvindelig ansat, hvis det er nødvendigt at undersøge dem nærmere.

Samtidig fremrykker lufthavnen den planlagte indfasning af såkaldte bodyscannere, som undersøger passagererne visuelt ved at gennemstråle deres tøj, så de tages i brug allerede fra på mandag.

- Jeg har to hensyn at tage i denne sag. Et til passagererne og et til medarbejderne, forklarer administrerende direktør Thomas Woldbye og uddyber:

- I lyset af den seneste uges debat og på baggrund af de henvendelser vi har modtaget, kan vi konstatere, at selve processen er med til at mistænkeliggøre medarbejderne i sikkerhedskontrollen.

Visitationerne i sikkerhedskontrollen er kommet i fokus, efter medierne over de seneste uger har beskrevet, hvordan flere kvinder har følt sig krænket under visitationer.

Over de fem år, hvor de 53 anmeldte episoder har fundet sted, har 50 millioner passagerer passeret igennem lufthavnens sikkerhedskontrol.

Undersøgelsen har ikke identificeret nogen mønstre i sagerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.