RYANAIR: DISCOUNT I LUFTEN
Lufthavns-ansatte: Vi er Ryanairs næste ofre
I eftermiddag demonstrerer Allan Slawecki og kolleger fra Københavns Lufthavn mod Ryanair. Om årsagen siger han: ’De skrabede forhold, som Ryanair byder sine ansatte, skal ikke ramme hverken mig, mine børn eller børnebørn.’
- Ryanair har barberet løn- og arbejdsvilkår i bund for stewardesser og piloter. Vi i lufthavnen frygter, at vi er det næste led i kæden. Altså at Ryanair på længere sigt går løs med sparekniven på os, fortæller Allan Slawecki.
- Ryanair har barberet løn- og arbejdsvilkår i bund for stewardesser og piloter. Vi i lufthavnen frygter, at vi er det næste led i kæden. Altså at Ryanair på længere sigt går løs med sparekniven på os, fortæller Allan Slawecki. Foto: Iver Houmark


I Københavns Lufthavn ser mange af de ansatte med stor skepsis på flyselskabet Ryanair. Blandt dem, der fordømmer Ryanair, er bagageportør Allan Slawecki. Han mener, at Ryanair bedriver social dumping af værste art.

- Ryanair giver blandt andet ikke sine ansatte løn under sygdom. Og selskabet tager generelt slet ikke et socialt ansvar for sine ansatte. Den måde at opføre sig på skal vi ikke acceptere i Danmark, siger Allan Slawecki.

Når han som i dag ikke deltager i en demonstration mod Ryanair, arbejder han som bagageportør – kuffertslæber - i lufthavnen i Kastrup.

Derudover er han tillidsmand for cirka 220 bagageportører i virksomheden Aviator. Denne koncern har kontrakt med Ryanair om at få tjekket passagerer ind og håndteret bagage i lufthavnen.

- Ryanair har barberet løn- og arbejdsvilkår i bund for stewardesser og piloter. Vi i lufthavnen frygter, at vi er det næste led i kæden. Altså at Ryanair på længere sigt går løs med sparekniven på os, fortæller Allan Slawecki.

Deres vilkår kan blive mine

Men i Aviator arbejder I under en overenskomst og har derfor rimelige vilkår. Kan du så ikke være ligeglad med, at stewardesser og piloter hos Ryanair har skrabede vilkår?

- Nej, bestemt ikke! For deres vilkår i dag kan blive mine i morgen. De skrabede forhold, som Ryanair byder sine ansatte, skal ikke ramme hverken mig, mine børn eller børnebørn, siger Allan Slawecki.

Han kigger tilbage på de kampe, som fagbevægelsen har taget for at sikre ansatte anstændige vilkår hos internationale giganter som McDonald’s og Shell.

- McDonald’s kom til Danmark og troede, at de kunne spise os danskere af med helt uanstændige forhold. Men den gik ikke for dem. Og det skal heller ikke lykkes for Ryanair at underminere den gode tradition, vi har i Danmark for at give folk en løn, de kan leve af og nogle forhold, der ikke slider dem helt ned, siger Allan Slawecki.

Ansatte presses hårdt

Allan Slawecki fortæller, at bagageportørerne i lufthavnen bliver presset hårdere og hårdere af flyselskaber som Ryanair.

- Vi har i Aviator lavet en grundig måling, som viser, at en bagageportør hver dag løfter ikke mindre end omkring 7,5 tons – altså 7.500 kilo. Det er cirka tre gange så meget, som en portør løftede dagligt for 15 år siden, siger Allan Slawecki.

De mange ekstra kilos løft af kufferter og gods begynder at kunne mærkes i kroppen, når man som Allan Slawecki er 52 år og har slæbt kufferter i mange år. Værst af alt, frygter han, at de ansatte skal løbe endnu hurtigere og løfte endnu mere.

- Vi ansatte bliver mere og mere presset og skal være åh, så produktive.  Flyselskaberne forsøger at spare alle steder og virker ligeglade med vores arbejdsmiljø, siger Allan Slawecki.

Bekymret for passagerne

Ud over frygt for Ryanairs forhammer mod danske løn- og arbejdsvilkår er Allan Slawecki bekymret for passagernes sikkerhed.

- I Ryanair får piloterne ingen løn, hvis de melder sig syge. Med andre ord kan de blive fristet – eller føle sig presset - til at flyve, selv om de burde blive hjemme i seng, siger Allan Slawecki og fortsætter:

- Den slags forhold kan gå ud over sikkerheden for flyet og passagerne. Og sikkerheden bør jo aldrig være noget, som man går på kompromis med.

I eftermiddag står Allan Slawecki stolt sammen med sine kolleger foran Arbejdsretten i København. Det bliver med et banner med påskriften: ’Ryanair be fair.’

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.