Passagerer til og fra Belgien kan ikke regne med at benytte den største lufthavn i hovedstaden Bruxelles, Zaventem, før mandag.
Det meddeler lufthavnen på Twitter.
- Passagerfly ind og ud af Bruxelles er blevet suspenderet til og med søndag den 27. marts, oplyser lufthavnen.
- Der er sket omfattende skader, og vi har ikke adgang til bygningen, da efterforskningen stadig er i gang.
Onsdag åbnede lufthavnen dog igen op for fragtfly og privatfly.
Lufthavnen har været lukket siden tirsdag morgen, hvor to eksplosioner rystede lufthavnen og dræbte mindst ti personer som et led i et bombeangreb, hvor der også sprang en bombe på en metrostation.
Det var afgangsterminalen i lufthavnen, som blev mest ødelagt som følge af eksplosionerne.
/ritzau/Reuters