Luftforurening med svovl er mere end halveret i år
Nye miljøkrav til skibe har reduceret mængden af svovl i luften herhjemme med 60 procent, viser undersøgelse.
En kunstig "næse" på Storebæltsbroen måler, om de skibe, der passerer broen, overholder de nye, strikse miljøkrav. Nye tal viser, at det gør 98 procent af skibene.
En kunstig "næse" på Storebæltsbroen måler, om de skibe, der passerer broen, overholder de nye, strikse miljøkrav. Nye tal viser, at det gør 98 procent af skibene. Foto: Colourbox/free


Indholdet af sundhedsskadeligt svovl i luften over Danmark er siden nytår blevet mere end halveret.

Det viser en ny rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) på Aarhus Universitet.

Rapporten konstaterer, at indholdet af svovldioxid i luften er blevet bragt ned med op mod 60 procent siden årsskiftet.

Forklaringen på den markante udvikling ligger i nye og strikse internationale miljøkrav til skibes forbrug af rent brændstof, der trådte i kraft 1. januar i år.

Kravene betyder, at skibe, der sejler i Nord- og Østersøen, skal sejle på brændstof med et lavt indhold af svovl.

For at sikre, at skibene ikke snyder og forurener ved at bruge ulovligt brændstof, har Miljø- og Fødevareministeriet intensiveret kontrollen med skibenes forurening.

På Storebæltsbroen er der blevet installeret en kunstig "næse" - en såkaldt sniffer - som kan opsnuse, hvis skibe, der sejler under broen, snyder med brændstoffet.

De første luftmålinger fra snifferen viser, at 98 procent af skibene overholder svovlkravene.

Ifølge miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) er Danmark det første land i verden, der tager den nye overvågningsteknologi i brug.

- Svovl og partikler er skadelige for mennesker, så det er en god nyhed, at de nye miljøkrav har en effekt.

- Den økonomiske gevinst ved at snyde er stor, og derfor er kontrol og håndhævelse vigtig for at undgå skadelig forurening fra skibene og en ulige konkurrencesituation for de lovlydige rederier, skriver ministeren i en mail til Ritzau.

Overvågningen fra Storebæltsbroen står ikke alene. Snifferen er også installeret på et lille fly, der kontrollerer skibe, der sejler ad de store skibsruter gennem de danske farvande.

Hvis sniffer-målingerne viser, at skibet bruger ulovligt brændstof, underrettes myndighederne i den næste havn for at stoppe overtrædelsen.

Danmarks Rederiforening, der siden 2007 har samarbejdet med ministeriet om indsatsen for miljøvenlig skibsfart, bakker fuldt op om de nye krav.

- Det er helt afgørende for industrien, at der sikres effektiv international håndhævelse, således at der er lige konkurrencevilkår for alle, siger Anne H. Steffensen, rederiforeningens administrerende direktør.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.