Lover 10.000 i dusør: Nu har Preben fundet vinder-par
Preben Nielsen fra Vejle er nu tæt på at skrive kontrakt med et forældrepar, som vil kalde deres barn Preben for 10.000 kroner.
Preben Nielsen forsøger at redde navnet Preben fra udryddelse. Derfor har han udlovet en dusør på 10.000 kroner til de næste, som døber deres barn Preben. Nu er han tæt på at lave en aftale med et forældrepar.
Preben Nielsen forsøger at redde navnet Preben fra udryddelse. Derfor har han udlovet en dusør på 10.000 kroner til de næste, som døber deres barn Preben. Nu er han tæt på at lave en aftale med et forældrepar. Foto: Privatfoto.


Der er en lille ny Preben på vej - og 10.000 kroner i belønning til forældrene.

I hvert fald fortæller Preben Nielsen, som for få dage siden gik viralt med sit tilbud til spædbørnsforældre, at han er meget tæt på at have lavet en aftale med et forældrepar.

- De er tæt på at bide på. Vi mangler kun at underskrive kontrakten med betingelserne, siger Preben Nielsen til Avisen.dk.

Forsøgte at overbevise vennerne

For få dage siden udlovede han i flere medier en dusør på 10.000 kroner til den næste, som døbte sit barn Preben. Den 34-årige mand er nemlig trist ved tanken om, at hans gode, danske navn er ved at uddø. Fra 2004 til 2014 var der ifølge Danmarks Statistik kun et enkelt barn, som fik navnet Preben.

- Jeg har i mange år forsøgt at overbevise folk i min vennekreds, som ventede barn, om, at de skulle kalde barnet Preben, uanset om barnet var en dreng eller en pige, men det lykkedes ikke rigtigt, fortæller Preben Nielsen med et smil.

Vil med i kirke

Derfor tog han en spontan beslutning om at sætte 10.000 kroner på højkant i kampen om at redde navnet Preben.

Betingelsen for at få dusøren er, at barnet får Preben som fornavn, og at Preben Nielsen kommer med til barnedåben, som skal foregå i en kirke. Eftersom han har muskelsvind, er det også en betingelse, at der er adgang for kørestolbrugere og at han kan få sin handicaphjælper med.

Derudover er det en betingelse, at han må få taget et billede sammen med barnet. Og hvis forældrene ændrer barnets navn inden 2027, skal pengene betales tilbage, siger kontrakten.

Partneren sagde nej

Preben Nielsen har fået en del henvendelser de seneste par dage, men det er først nu, at han er tæt på at lave en egentlig aftale.

- Mange er hoppet fra igen, fordi det viste sig, at partneren ikke syntes, det var en god idé, siger han.

Nu ser det dog ud til, at det lykkes ham at få et forældrepar til at underskrive Preben-kontrakten, så det gode, danske navn kan leve videre. Og Preben Nielsen håber, at han med konkurrencen samtidig har fået sat så meget fokus på navnet Preben, at flere forældre vil overveje at give deres barn navnet.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.