Lov om tvangsægteskaber aldrig anvendt
Skærpede muligheder for at slå ned på tvangsægteskaber er efter seks år endnu ikke benyttet.
Ikke en eneste gang er en særlig lov mod tvangsægteskaber blevet brugt. Den blev vedtaget i 2008. Arkivfoto.
Ikke en eneste gang er en særlig lov mod tvangsægteskaber blevet brugt. Den blev vedtaget i 2008. Arkivfoto. Foto: www.colourbox.com/free


Seks år efter at Folketinget enstemmigt vedtog loven mod tvangsægteskaber, er ikke en eneste person blevet tiltalt efter den skærpede lov.

Det viser en opgørelse fra justitsminister Mette Frederiksen (S) til Folketingets integrationsudvalg, skriver Information.

Loven skulle "afspejle samfundets stærke afstandtagen fra tvangsægteskaber," som daværende justitsminister Lene Espersen (K) udtrykte det.

Med egen paragraf i straffeloven og en forhøjet strafferamme fik politiet og anklagemyndigheden et nyt værktøj i kampen mod de tvangsægteskaber, som æresdrabet på en 19-årig pakistansk pige havde sat fokus på.

Selv om flere i 2008 advarede om, at signalværdien overtrumfede muligheden for at kunne håndhæve loven i praksis, afviser De Konservatives retsordfører, Tom Behnke, dog i dag, at den ikke har virket.

- Loven har primært et præventivt sigte: At dem, som er på vej ud i et tvangsægteskab, kan sige til forældrene, at de skal være opmærksomme på, at dansk lovgivning faktisk forbyder det her. Sådan har det selvfølgelig altid været. Men når vi lavede den særlige paragraf, kunne de pege på, at lige netop den forbød det, siger han til Information.

Hos Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) siger projektleder vedrørende æresrelaterede konflikter Susanne Willaume Fabricius, at de manglende tiltaler og domfældelser ikke er overraskende.

I 2011 viste en redegørelse fra Rigsadvokaten, at der på det tidspunkt havde været 12 sager, hvor der var indgivet en egentlig anmeldelse om ulovlig tvang i forbindelse med indgåelse af ægteskab.

Men i flere af tilfældene ønskede den forurettede alligevel ikke, at politiet foretog sig yderligere i sagen.

- Problemet eksisterer absolut. Men loven kan ikke i sig selv løse dette, fordi de unge tit er bange for at gå videre med anmeldelser på grund af konsekvenserne i forhold til deres familier, siger hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.