Louis van Gaal er skuffet over fyring i United
Den hollandske manager ærgrer sig over, at han ikke får lov til at fuldføre sin kontrakt med storklubben.
Louis van Gaal er færdig i Manchester United.
Louis van Gaal er færdig i Manchester United. Foto: Tim Ireland/AP


Louis van Gaal har været meget glad for at være manager i fodboldklubben Manchester United gennem de seneste to sæsoner.

Hollænderen er ked af, at han efter mandagens fyring ikke får mulighed for at stå i spidsen for storklubben i det sidste år af sin kontraktperiode.

- Det har været en ære at stå i spidsen for så fantastisk en klub som Manchester United, og ved at gøre det fik jeg opfyldt en ambition, jeg havde haft længe.

- Jeg er utroligt stolt over at have hjulpet United til at vinde FA Cuppen for 12. gang i klubbens historie.

- Jeg har været så privilegeret, at jeg har vundet 20 trofæer i min karriere, men at vinde FA Cuppen, der er fyldt med så meget historie, vil for altid være en af de mest særlige præstationer i min karriere, siger Louis van Gaal til Manchester Uniteds hjemmeside.

Lørdag vandt Manchester United FA Cuppen, hvilket blev det eneste trofæ, som hollænderen hentede til klubben.

Manchester United har været en skygge af fordums storhed, siden klubbens manager gennem knapt 27 år, Alex Ferguson, for tre år siden takkede af med at føre United til klubbens 20. engelske mesterskab.

Efter fyringen af David Moyes skulle Louis van Gaal have været manden, der førte Manchester United tilbage på rette spor, men det lykkedes slet ikke.

I sin første sæson førte van Gaal United til en fjerdeplads i Premier League, mens det i den netop overståede sæson kun blev til en femteplads, så United ikke kommer med i Champions League i næste sæson.

- Jeg er meget skuffet over, at jeg ikke får lov til at fuldføre vores plan, der skulle have varet i tre år.

- Jeg mener, at fundamentet er til stede for at få klubben til at bevæge sig fremad og opnå endnu større succes, siger Louis van Gaal.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.