Lotto-millionær på "en ellers dødssyg mandag": Sådan reagerede vinderen
Der gik en uge før en kvinde fra Storkøbenhavn fandt af, at hun var blevet millionær i Eurojackpot.
Af Peter Bergman
MERE
I løbet af de næste måneder flyver en nybagt spille-millionær og hendes familie sydpå for at fejre gevinsten.
I løbet af de næste måneder flyver en nybagt spille-millionær og hendes familie sydpå for at fejre gevinsten. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix/arkiv


I over en uge gik en kvinde fra Skovlunde rundt og var millionær. Uden at vide det. Men da hun opdagede sit held, blev det fejret med manér.

- Vi åbnede en flaske champagne på en ellers dødssyg mandag, fortæller kvinden til Danske Spil.

Kvinden, som er i 40'erne, vandt 1.622.792 kroner og nu skal der spenderes penge på en vinterferie, men der skal også ordnes hus og betales gæld ud.

"Du har vundet over 9.999"

Hun fortæller til Danske Spil, at hun sammen med datteren var ude at købe ind.

- Min datter går ud med varerne, mens jeg får tjekket spillet, siger hun.

Da spillet bliver kørt igennem, får hun at vide, at der er vundet mere end 9.999 kroner.

- Det har jeg ikke prøvet før, siger ekspedienten. Det har jeg heller ikke, svarer jeg, griner den glade vinder.

Da hun kommer ud i bilen, fortæller hun til sin datter, at de har vundet over 10.000 kroner.

- Hun begynder at slå op på telefonen. Da vi kommer hjem i indkørslen, siger hun, at det vist er 1,6 millioner, siger kvinden og fortsætter:

- Da vi kommer ind, fortæller jeg min mand, at vi har vundet i Eurojackpot. Det er en dårlig joke, siger han. Men jeg siger, den er god nok.

Så tjekker de tallene en gang til. Den er god nok. 1,6 millioner kroner.

På det tidspunkt er det for sent at gå i banken.

- Og så går man ellers lidt ved siden af sig selv, resten af dagen, siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.