Lotte Friis-rival om verdensrekord: Det var ret nemt
Den amerikanske teenager Katie Ledecky svømmede ikke engang igennem, da hun mandag satte verdensrekord ved VM.
Uden at svømme igennem satte Katie Ledecky mandag verdensrekord i 1500 meter fri.
Uden at svømme igennem satte Katie Ledecky mandag verdensrekord i 1500 meter fri. Foto: Michael Sohn/AP


Den amerikanske svømmestjerne Katie Ledecky forbedrede mandag sin egen verdensrekord i 1500 meter fri ved VM i Kazan.

Teenageren kappede 65/100 af et sekund af rekorden, så den nu er 15.27,71 minutter, da hun mandag morgen svømmede sig i finalen i suverænt bedste tid.

- For at være helt ærlig, så var det ret nemt, siger Ledecky.

- Jeg sparkede ikke ret meget, og den nye rekord er et bevis på det hårde arbejde, jeg har lagt i det, og den form jeg befinder mig i lige nu, siger den 18-årige amerikaner.

Først til allersidst gik det op for Ledecky, at hun var i gang med at slå verdensrekorden, da hun fornemmede, at der var uro blandt publikum i hallen.

- Jeg fokuserede næsten ikke på min svømning her til morgen, men var bare afslappet. Først hen i mod afslutningen gik det op for mig, da jeg kunne se folk vinke, og jeg vidste, hvor mine forældre, bror og onkel sad, siger hun.

Danske Lotte Friis kvalificerede sig til finalen i 1500 meter fri i næstbedste tid, men den rutinerede dansker er formentlig ikke nogen trussel for Ledecky. Friis brugte 26 sekunder mere end Ledecky på vejen mod finalen.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.