Det kniber fortsat gevaldigt for det hollandske Bios med at få bemandingen og vagtplanen til at gå op i Region Syddanmark.
Det hollandske selskab overtog 1. september ambulancedriften på Fyn og i Sønderjylland fra den hidtidige ambulance-operatør Falck. Men Bios har fra begyndelsen haft yderst svært ved at finde mandskab. Og det har Bios tilsyneladende endnu.
Lokalavisen Esbjerg fremlægger i dag dokumentation på, at Bios desperat prøver at få de kommende dages vagtplaner til at hænge sammen.
Lokalavisens dokumentation er en intern mail udsendt onsdag eftermiddag af Bios' vagtplanlæggere. Under overskriften 'Ledige vagter' og med indledningen: 'Hej I hjælpsomme og tålmodige reddere' efterlyses medarbejdere til at dække flere end et halvt hundrede vagter henover den kommende weekend startende fra fredag morgen kl. 7. Knapt halvdelen er døgnvagter.
Bios-redderne har ikke blot fået en mail, men også en sms om de ledige vagter.
Overfor Lokalavisen Esbjerg bekræfter Bios' ambulancechef i Sydvestjylland, René Sigvartsen, at selskabet mangler folk henover weekenden, men nægter at kende til det høje antal.
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger til Lokalavisen, at regionen holder øje med Bios, og at man godt ved, at Bios lige nu ikke leverer det, de skal.
- Jeg vil gerne fremme det budskab, at når det er sagt, så skal man ikke være nervøs som borger. Ambulancerne kommer, når man ringer efter dem. Det viser alle statistikker og tal, siger regionrådsformanden, som dog udtrykker bekymring over, at vagtplanen stadigvæk ikke er mere stabil.