Lokalpolitikere til Hjort: Skrot omprioriteringsbidraget
En flertal af lokalpolitikere vil ikke have KL til at indgå en aftale med regeringen, hvis ikke omprioriteringsbidraget bliver skrottet.
En flertal af lokalpolitikere foretrække, at KL ikke laver en aftale med regeringen, hvis finansminister Claus Hjort ikke dropper omprioriteringsbidraget.
En flertal af lokalpolitikere foretrække, at KL ikke laver en aftale med regeringen, hvis finansminister Claus Hjort ikke dropper omprioriteringsbidraget. Foto: Scanpix/arkiv


Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) genoptager torsdag forhandlingerne om kommunernes økonomi.

Og parterne er langt fra enige.

For mens regeringen holder fast i omprioriteringsbidraget, der tvinger kommunerne til at aflevere én procent af budgetterne, vil Kommunernes Landsforening have det helt væk.

Og kommunernes chefforhandler, KL-formand og Kalundborg-borgmester Martin Damm (V), har opbakning i sit bagland, skriver TV 2.

Mediet har lavet en rundspørge blandt 759 af landets 2.444 byrådsmedlemmer. Den viser, at 53,5 procent foretrækker, at der ikke indgås en aftale, hvis omprioriteringsbidraget stadig er på bordet, mens 34,9 procent mener, at en aftale er at foretrække under alle omstændigheder. Resten har svaret 'ved ikke'.

Også V-politikere er imod

En af de kritiske røster er Helsingørs borgmester, den tidligere socialminister Benedikte Kiær (K). Hun vil gerne af med omprioriteringsbidraget, også selvom pengene ryger retur til kommunerne, som regeringen har valgt at gøre i år. Men det er langtfra givet, at det vil ske hvert år.

- Det med at sende pengene retur er at spille med blind makker, for vi skal finde pengene uanset hvad. Vi skal lave besparelserne – i Helsingør på omkring 30 millioner kroner – så vi er inde og høvle af budgetterne, siger Benedikte Kiær til TV 2.

Generelt er der størst modstand mod omprioriteringsbidraget blandt de røde byrødder. Men også Venstres egne byrådsmedlemmer er skeptiske.

En af dem er Louise Feilberg Levy, der er det ene af Venstres to byrådsmedlemmer i Gentofte.

- Det er en kæmpe udfordring. Det er ligegyldigt, om man er byrådsmedlem i Gentofte eller Guldborgsund. Det er svært for os at prioritere, og det er svært at få økonomien til at hænge sammen. Omprioriteringsbidraget gør det kun endnu værre. Vi mener, det er os, der er bedst til at styre, hvad pengene skal bruges til, siger hun til TV 2.

Et flertal af byrådsmedlemmerne peger ifølge TV 2 også på, at der skal være flere penge til flygtninge, hvis KL skal gå med til en aftale.

Hvis ikke regeringen og KL kan blive enige, er det Folketinget, der skal sætte rammerne for kommunernes økonomi.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.