Folketingsvalg 2015
Løsgænger: Politikerne skal vaske de gamle og sidde ved kassen
Der er gået alt for meget levebrødspolitik i Christiansborg. Det mener Peter Ymer Nielsen ihvertfald. Derfor stiller han op som løsgænger til folketingsvalget.
Løsgængeren Peter Ymer Nielsen vil sætte hårdt ind mod social dumping og sende politikerne i praktik, så de kan lære lidt om virkeligheden.
Løsgængeren Peter Ymer Nielsen vil sætte hårdt ind mod social dumping og sende politikerne i praktik, så de kan lære lidt om virkeligheden. Privat foto


- Det som om, at politikerne har mistet gejsten. Deres lys er pustet ud, og nu sidder de der bare for hyren.

Det mener løsgænger Peter Ymer Nielsen. Og det er han rigtig godt træt af. Derfor stiller han op i Østjylland, hvor han kommer fra.

- Som min farfar altid sagde: "Hvis du er utilfreds, så må du selv komme op af sofaen og gøre noget ved det."

Og hvis Peter Ymer Nielsen kommer ind, er han klar med første krav til regeringen.

- Jeg vil kræve, at politikerne selv sparer op til deres pensioner ligesom alle os andre. Og så skal deres pensionsalder ikke være ti år under vores andre. Hvis de skal bestemme på vegne af borgerne, så skal de også leve under samme vilkår, fortæller løsgængeren.

En rigtig arbejder

Peter Ymer Nielsen er en rigtig arbejder. Han har været stilladsarbejder i 18 år i Aarhus omegn og kæmpet for arbejdernes rettigheder. Derfor synes han også, at hvis politikerne skal kunne forstå, hvordan det er at være arbejder, så skal de selv ud og have hænderne i jorden.

- Jeg vil indføre årlige praktikophold for alle politikere. Hvis de skal have fingeren på pulsen, så skal de ud og sidde ved kassen i Fakta, vaske de gamle på plejehjemmene og knokle på en byggeplads, siger han.

Kæmper mod social dumping

Udover en ny og mere ydmyg kultur på Christiansborg, så vil Peter Ymer Nielsen sætte hårdt ind mod social dumping. Han mener nemlig, at regeringernes tiltag på området ikke har ført til noget som helst.

- Det er kun blevet værre og værre. Jeg mærker det jo på egen hud hver dag. Derfor skal vi indføre kædeansvar og have mere kontrol med grænserne, så vi ikke får så mange østeuropæere ind, fortæller han.

En anden måde at begrænse antallet af østeuropæere i Danmark er ved at tage SU-støtten fra dem.

- Både SU og børnepenge skal være til danskere. Ikke udlændinge, der bare tager det med hjem igen. De kommer jo til Danmark, fordi de ved, at de kan få fingre i de penge meget nemt.

Mattias Tesfaye er en guttermand

Hvis Peter Ymer Nielsen skulle pege på en politiker, der gør det godt, så er der ingen tvivl om, hvem det ville være.

- Jeg synes, at Mattias Tesfaye har gjort det rigtig godt. Han tør at stå ved sine egne holdninger, selvom de går imod hans partifæller, siger han.

Og Peter Ymer Nielsen har da også selv stemt rødt tidligere. Men efterhånden synes han bare ikke, at han passer ind.

- Rød blok gør det ikke godt nok. Jeg vil gerne have mere konsekvenspolitik, så der kan blive rettet op på vores samfund. Det gælder især social dumping, men også ældreområdet, som skal prioriteres højere.

Du kan møde Peter Ymer Nielsen til vælgermøde i Tranbjerg i Aarhus mandag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.