Begrebet deleøkonomi er de sidste par år strøget til tops som et af de allermest brugte mode-ord. Men selvom begrebet er populært, er der også et væld af bud på, hvad det egentlig dækker over.
Nogle bruger udelukkende vendingen 'deleøkonomi' til at beskrive situationer, hvor private uden fortjeneste deler kørselsudgifter til Jyllands-turen eller splejser til fælles haveredskaber med hinanden. Omvendt bliver begrebet også brugt om blandt andet kørselstjenesten Uber, hvor både chauffører og virksomheden tjener penge på at køre kunder fra A til B.
Men spørger man lønmodtagerne på LO-området, er tjenester som Uber og Airbnb IKKE deleøkonomi.
37 procent af lønmodtagerne kender til begrebet 'deleøkonomi'. Blandt de, der kender begrebet, mener mener hele 63 procent, at det kun er deleøkonomi, når private via digitale platforme bytter varer eller yder tjenester uden en fortjeneste.
Modsat mener 32 procent af dem, der kender til begrebet, at deleøkonomi er, når man via en digital platform køber, sælger eller lejer varer eller ydelser med fortjeneste.
Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for hovedorganisationen LO.
Artiklen fortsætter under grafikken
LO: Det er benhård profit
I LO ser næstformand Nanna Højlund undersøgelsen som udtryk for, at danskerne ikke lader sig vildlede.
- Lønmodtagerne kan godt se, at Uber og lignende virksomheder ikke handler om deleøkonomi. Det er benhård profit via en forretningsmodel bundet op på en digital platform, siger Nanna Højlund.
Hun pointerer dog, at hun ser positivt på det, hun opfatter som reel deleøkonomi.
- Lad endelig non-profit byttebørser og samkørselsordninger blomstre, men vi må sikre, at de digitale platforme ikke bliver en let måde at unddrage sig skat og undergrave ordentlige løn- og arbejdsvilkår, siger Nanna Højlund med henvisning til de mange historier om Ubers skatteforhold.
Professor: Uber har intet at gøre med deleøkonomi
På Roskilde Universitet pointerer professor og samfundsforsker Bent Greve, at begrebet 'deleøkonomi' bliver brugt vidt forskelligt.
- Et af problemerne i hele debatten om deleøkonomi er, at der ikke er nogen officiel definition af begrebet, og at der er stor uenighed i litteraturen om definitionen. Det skaber uklarhed og forvirring, siger Bent Greve.
Det er den uklarhed, som får folk til at kalde blandt andet Uber for 'deleøkonomi', mener professoren.
- Det her med at dele noget lyder godt og positivt. Men mange deler jo ikke bare noget for godhedens skyld. Eksempelvis har virksomheder som Uber og Airbnb i mine øjne intet at gøre med deleøkonomi. Det er virksomheder, der skal behandles og underlægges de samme krav som alle andre virksomheder, siger Bent Greve.