Løkkes dagpengeforslag vil ramme ledige danskere
Blå blok vil tilpasse velfærdsydelser efter leveomkostningerne i det land, hvor ydelserne modtages. Når det gælder dagpengene, vil det krav sandsynligvis ramme flere danskere end udlændinge.
Flere danskere end udlændinge vil blive ramt, hvis dagpenge skal justeres efter hvilket land, man opholder sig i. Det foreslår Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af blå blok.
Flere danskere end udlændinge vil blive ramt, hvis dagpenge skal justeres efter hvilket land, man opholder sig i. Det foreslår Lars Løkke Rasmussen (V) og resten af blå blok. Foto: Asbjørn Sand/arkiv/Scanpix


Et nyt forslag fra em samlet blå blok vil ramme massevis af danskere på dagpenge.

Udspillet "Dansk velfærd i Europa" fra Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative handler blandt andet om, at velfærdsydelser skal justeres efter omkostningerne i det land, man opholder sig i.

Meningen er, at udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde skal få sværere ved at få del i danske velfærdsgoder.

Men på dagpengeområdet vil det ramme danskere og formentlig vil det reelt gå ud over flere danskere end udlændinge, sådan lyder det fra A-kassernes Samvirke.

Det skyldes, at EU-reglerne kræver, at danskere og EU-borgere behandles på samme måde.

- Ligebehandlings-princippet betyder, at en indekseret ydelse vil ramme danskere i udlandet, fordi det vil skulle gælde for alle, siger Michael Rosenby, chefudviklingskonsulent i AK-Samvirke, til Avisen.dk.

Flere danskere

De nyeste tal fra AK-Samvirke fra 2013 viser, at der var 1.300 modtagere af danske dagpenge, der benyttede sig af muligheden for at tage dagpengene med ud af landet i tre måneder.

Heraf var de 718 danskere og 582 fra andre europæiske lande. De godt 700 danskere ville med det aktuelle forslag få tilpasset deres dagpenge til leveomkostningerne i det land, de befinder sig i.

Men det vil typisk betyde færre penge udbetalt til danskerne, da Danmark ligger i toppen i EU, når det gælder leveomkostninger.

Selv om blå bloks nye udspil er rettet mod velfærdsturister fra andre lande, vil det i dette tilfælde altså ramme flere danskere på pengepungen end andre borgere i Europa.

Tager ikke bare på ferie

Michael Rosenby påpeger, at der vedrørende dagpenge generelt ikke er meget at hente i forhold til "eksport" til andre lande.

- Det er ganske få penge, det drejer sig om. Der er ikke belæg for at antage, at der er udbredt velfærdsturisme, siger han.

Han peger på, det i øvrigt ofte munder ud i arbejde, når folk tager dagpenge med til udlandet.

- De undersøgelser, der er lavet viser, det er langt over en tredjedel, der får arbejde i de tre måneder, de er i udlandet. Det er ikke bare folk, der tager på ferie, siger Michael Rosenby.

V: Må se på bivirkninger

Venstres EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, forklarer, at tanken om at justere ydelsen efter leveomkostninger har taget afsæt i debatten om børnecheck til børn i udlandet og ikke dagpengene.

- Hvad der så er af tekniske ting og bivirkninger, det må vi jo se på. Formålet er bare at sikre, at det ikke bliver urimeligt i forhold til tildeling af ydelser, siger Jakob Ellemann-Jensen til Avisen.dk

Regeringen har tidligere oplyst, at de selv arbejder for en indeksering af velfærdydelser efter leveomkostninger netop i forbindelse med ydelser som børnechecken.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.