Løkke vil være skrappere grænsevagt end udskældt kansler
Hvor Østrig vil slå grænsebommen i ved 37.000 flygtninge, vil Lars Løkke Rasmussen slå til ved lavere antal.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Østrigs kansler, Christian Kern, er enige om, at vejen frem lige nu er en nødbremse, hvor man stopper flygtninge ved grænsen, hvis det løber ud af kontrol som i september 2015.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Østrigs kansler, Christian Kern, er enige om, at vejen frem lige nu er en nødbremse, hvor man stopper flygtninge ved grænsen, hvis det løber ud af kontrol som i september 2015. Foto: Anders Aarkrog Jepsen/Free


Østrig har fået FN-kritik for et initiativ om at afvise flygtninge og migranter ved grænsen.

Men lovforslaget i Wien er i virkeligheden lidt for generøst, mener Lars Løkke Rasmussen (V).

Den danske statsminister er torsdag i Wien for at drøfte blandt andet migration i EU med Østrigs kansler, Christian Kern. Og de to er enige om vældig meget.

Løkke vil blot slå grænsebommen i, før Kern vil.

- Man har her i Østrig nævnt nogle tal, for hvor mange, man mener, man kan tage. Efter min smag ville det være for mange, hvis man oversatte det til dansk, siger Lars Løkke Rasmussen efter mødet.

I Østrig har man talt om, at man vil stoppe flygtninge ved grænsen, hvis man modtager flere end omkring 37.000 personer i år. Oversat til danske tal, vil Løkke gå efter et noget lavere antal.

- Men selve tanken om, at man har et værn, man kan ty til, hvis det kommer ud af kontrol, det ser vi helt ens på.

FN's Flygtningehøjkommissariat har sagt, at Østrigs plan kan blive et alvorligt tilbageskridt for viljen til at hjælpe flygtninge internationalt.

For den danske statsminister handler det om at have et værktøj, hvis det løber løbsk som i september 2015, da flygtninge vandrede op ad de danske motorveje.

Spørgsmål: Er det ikke et svært budskab at komme med til de andre EU-lande, som I mødes med fredag, at man vil lukke dem ude. For så står de med problemet?

- Nej, det er det ikke. Det er faktisk et hjælpsomt budskab. Sidste efterår gik det galt ved, at hele diskussionen gik op i, hvordan man skal fordele problemet mellem landene, i stedet for hvad vi skal gøre for at løse det, siger statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen mener, at handling i ét land kan være en effektiv vej til at skubbe hele EU ind på den strammere kurs, som han ønsker.

Han peger på, at Østrigs meget udskældte stramninger tidligere på året har løst et akut problem for hele Europa. Dengang blev flygtningenes rute over Balkan effektivt blokeret.

- Vi har også i Danmark slået os på forslag, vi er kommet med, og på stramninger, vi har gennemført, som er almindeligt accepterede nu. Østrig slog sig også lidt på den beslutning.

- Men der er nu ved at komme en generel accept af det. Jeg betragter det, som Østrig har gjort, og det Danmark har gjort, som værende hjælpsomt i forhold til at få en realistisk debat i EU, siger Lars Løkke.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.