Løkke vil droppe hjemmeboende SU
Drop cafépengene, sagde Venstres formand onsdag på møde med gymnasieelever, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det er dog hans helt private holdning, og ikke Venstres officielle politik.
Det er dog hans helt private holdning, og ikke Venstres officielle politik. Foto: JACOB EHRBAHN/POLFOTO


Drop cafépengene og brug i stedet beløbet på bedre undervisning. Sådan lød et af budskaberne fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, da han onsdag morgen besøgte Espergærde Gymnasium & HF.

Det skriver Frederiksborg Amts Avis torsdag.

Venstres formand og statsministerkandidat understregede samtidig over for eleverne, at det udelukkende er hans egen holdning og ikke partiets politik.

- Så I kan sove roligt om natten. Det bliver nemlig ikke til noget. Det er min egen holdning og helt private opfattelse, sagde Lars Løkke Rasmussen ifølge avisen.

- Jeg mener, det er et moderne forældreansvar at sørge for at give sine børn en uddannelse.

- Og jeg har svært ved at se, hvorfor min søn, der går i HTX, skal have cafépenge, lød det fra Lars Løkke Rasmussen, som i en time talte til og diskuterede fremtiden med de mange elever, der var samlet på gymnasiets torv.

Venstre foreslog før valget at skære i SU'en til hjemmeboende mellem 18 og 20 år.

I 2013 gennemførte regeringen med støtte fra de borgerlige partier en reform af SU'en. Den indebar blandt andet, at størrelsen på SU'en til hjemmeboende studerende i højere grad blev gjort afhængig af forældrenes indkomst.

Undervisningsminister Christine Antorini kommenterer artiklen i Frederiksborg Amts Avis på Twitter:

- Jeg synes, det er en dårlig idé, Lars Løkke har fået om at fjerne SU for unge hjemmeboende på uddannelse, skriver hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.