Løkke tog fagbevægelsen på sengen: DA-direktør ny beskæftigelsesminister
Fagbevægelsens topfolk er overraskede over, at Dansk Arbejdsgiverforenings direktør nu bliver minister. Men det kan være en fordel, at han kender den danske model og skal lede trepartsforhandlingerne, lyder det.
Dansk Arbejdsgiverforenings direktør Jørn Neergaard Larsen, her fotograferet sammen med LO's Harald Børsting, bliver ny beskæftigelsesminister.
Dansk Arbejdsgiverforenings direktør Jørn Neergaard Larsen, her fotograferet sammen med LO's Harald Børsting, bliver ny beskæftigelsesminister. Scanpix arkiv


For et par uger siden meddelte direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, at han efter 19 år i spidsen for arbejdsgiverne nu vil gå på pension. Men dag bliver han udpeget til ny beskæftigelsesminister i Lars Løkke Rasmussens nye smalle Venstre-regering.

Og dermed tog Lars Løkke Rasmussen fagbevægelsen på sengen. Ingen havde gættet på, at Venstres formand ville sætte en DA-direktør i beskæftigelsesministeriet til at føre en kontanthjælpsreform, dagpengereform og jobreform ud i livet. Og da slet ikke sætte ham for bordenden i de trepartsforhandlinger, der sandsynligvis bliver inviteret til i sensommeren.

LO-formand Harald Børsting blev overrasket, da han i morges hørte nyheden.

- Men jeg vil gerne ønske Jørn Neergaard tillykke. Det bliver spændende, og jeg er glad for, at det er en mand, der kender og respekterer den danske model og har indgående kendskab til lovgivningen på beskæftigelsesområdet, der nu skal være minister, siger Harald Børsting.

Han sidder blandt andet i Dagpengekommissionen med Jørn Neergaard og har igennem mange år lagt arm ved forhandlingsbordet med ham.

- Jeg kender Jørn Neergaard som en ordholdende mand, meget regulær og ligetil. Jeg har stor respekt for ham, selvom vi selvfølgelig ikke er enige om alt, siger LO-formanden.

Får sin ilddåb med dagpengereform

Avisen.dk har talt med en stribe fagbosser og fælles for dem er, at de først og fremmest er lettede og først derefter en kende nervøse. Lettede over, at de kender den nye mand ved roret, og tydeligvis respekterer ham. Nervøse for hvad Løkke vil bruge en DA-direktør til på den post i forhold til at realisere sine løfter om lavere ydelser og svinge pisken yderligere for at få folk væk fra passiv forsørgelse.

Og fagbevægelsen er også lidt urolige, når de tænker på flere DA-forslag fra nyere tid, der lægger op til drastiske reformer på arbejdsmarkedet.

Men ingen faglige topfolk udtrykker rituel forfærdelse over, at en DA-boss nu er beskæftigelsesminister.

LO's næstformand Lizette Risgaard gratulerer også Jørn Neergaard Larsen.

- Jeg kender ham som meget reel og dygtig, og vi har haft et glimrende samarbejde med ham som DA-direktør, siger hun.

I dag sidder Jørn Neergaard i Dagpengekommissionen, der i løbet af et par måneder skal komme med anbefalinger til et nyt dagpengesystem. Og netop en dagpengereform bliver ministerens første store udfordring.

- Det bliver spændende at se, hvad det her får af konsekvenser for dagpengekommissionens arbejde. Om det bliver fremskyndet eller sat på standby, og hvordan Jørn Neergaard vil tackle hele den diskussion. Men i første omgang skal DA jo udpege et nyt medlem af kommissionen, siger hun.

Husk nu lønmodtagernes dagsorden

Lizette Risgaard pointerer, at den nye minister skal huske, at han i sin nye rolle skal fordele sol og vind lige mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

Hun fremhæver, at LO og FTF har kørt en kampagne, hvor de har sat fokus på lønmodtagernes dagsorden. Blandt andet har kampen mod social dumping, et bedre arbejdsmiljø og bedre muligheder for uddannelse og efteruddannelse høj prioritet.

- Selvom Jørn Neergaard kommer fra arbejdsgiverne, ved vi, at han har indgående kendskab til vores ønsker om at sætte fokus på opkvalificering, bedre arbejdsmiljø og social dumping. Vi ser gerne, at han husker lønmodtagerne lige så meget som arbejdsgiverne, fastslår LO's næstformand.

Ville S-regering pege på LO-formand?

FOA-formand Dennis Kristensen fik næsten morgenkaffen galt i halsen, da han erfarede, at Løkke hiver DA-direktøren ind i beskæftigelsesministeriet.

- Det havde jeg ikke set komme. Dansk Arbejdsgiverforening har spillet en stadig større rolle i de seneste ti år og har haft stor indflydelse, og så pludselig rykker den ene part ind i ministeriet. Jeg kan slet ikke forestille mig, at en socialdemokratisk ledet regering ville have håndplukket en LO-formand til beskæftigelsesminister uden, at der havde lydt et ramaskrig, siger Dennis Kristensen.

Sosuernes og pædagogmedhjælpernes formand bryder sig ikke om signalet fra Løkke om, at han nu placerer de private arbejdsgiveres førstemand for bordenden.

- Men omvendt må jeg også sige, at Jørn Neergaard har en solid viden om både det offentlige og private arbejdsmarked, og det er godt. Lars Løkke har meldt ud, at han ønsker trepartsforhandlinger, og her er regeringen med Jørn Neergaard i spidsen godt rustet, siger Dennis Kristensen.

Endelig peger han på, at Løkke-regeringen har et flertal i Folketinget i mod sig i forhold til en kommende dagpengereform.  Her kan Løkke gøre brug af, at Jørn Neergaard har indgående kendskab til dagpengesystemet og parternes synspunkter.

Metal-formand er fortrøstningsfuld

Dansk Metals formand Claus Jensen gratulerer også Jørn Neergaard med den nye post.

- Det er altid en fordel, at de mennesker, som får ministerposter har stor viden omkring området. Jeg er meget fortrøstningsfuld, fordi der nu kommer en mand der kender den danske model indefra, siger Claus Jensen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.