Løkke: Styrket grænsekontrol er for sent
V-formand Lars Løkke Rasmussen kalder regeringens forslag til styrket grænsekontrol "for lidt og for sent".
Regeringens nye grænsekontrol er for lidt og kommer for sent, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.
Regeringens nye grænsekontrol er for lidt og kommer for sent, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen. Foto: DITTE VALENTE/POLFOTO


Regeringens ønske om at styrke grænsekontrollen med blandt andet nummerplade-skannere og mere grundig passagerkontrol i lufthavnen er "for lidt og for sent".

Sådan lyder det fra Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg er selvfølgelig enig i, at vi skal styrke vores grænsekontrol, og derfor er det da også trist, at regeringen som det første sparede de 55 millioner kroner væk, som vi havde sat af til en øget grænsekontrol (i VK-regeringen, red.)

- Nu vil man så lave noget tre år efter. Det da er fint, men for lidt og for sent, siger Lars Løkke Rasmussen.

Spørgsmålet om styrket grænsekontrol er politisk arvesølv hos Dansk Folkeparti, og i VK-regeringens sidste tid skabte det røre i EU, at regeringen ville indføre mere kontrol ved grænserne.

Spørgsmål: Hvad vil du kræve i nye forhandlinger om grænsekontrol med regeringen?

- Vi vil have styrket og intelligent grænsekontrol, hvor vi investerer mere i moderne teknologi, hvor vi sørger for at holde dansk politi inde i Europol, og hvor vi har baglandspatruljer. Det har regeringen sagt nej til i tre år, som den nu nærmer sig. Og det er da fint, siger han.

Lars Løkke Rasmussen mener, at regeringen har fået for vane at stille forslag, som har groet og opfostret i oppositionens forhave.

- Det er ved at blive lidt kutyme, at vi foreslår noget, der bliver hældt ned ad brættet af regeringen, hvorefter den så tager det op igen.

- Tag nu retsforbeholdet: Vi har meget, meget længe sagt, at vi skal passe på ikke at falde ud af Europol. Det er en af grundene til, at vi ikke har fået en europapolitisk aftale, at regeringen ikke vil forpligte sig.

Spørgsmål: Er det et løftebrud?

- Det er jeg ikke så optaget af. Det er fint, at statsministeren endelig gerne vil tage en afstemning efter næste valg. Så alt det gode skal ske efter næste valg, og derfor skulle vi måske snart skynde os at holde det, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.