- Det vigtigste signal, Danmark kan sende til Rusland sammen de 27 andre EU-lande, er, at vi står skulder ved skulder. Og at Rusland skal stoppe det, der nærmest tager sig ud som krigsforbrydelser i Syrien.
Sådan lyder det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på vej ind til EU-topmøde i Bruxelles, hvor de 28 EU-landes stats- og regeringschefer torsdag blandt andet skal diskutere forholdet til Rusland.
Topmødet ventes at munde ud i en fordømmelse af Ruslands fremfærd i Aleppo. Her har russiske fly gennemført bombardementer for at støtte de syriske regeringsstyrkers belejring af byen.
Den danske statsminister forventer dog ikke, at EU-lederne vil gå længere end en fordømmelse, så de eksempelvis enes om nye sanktioner mod Rusland.
- Ruslands fremfærd i Aleppo er forfærdelig. Og det gør behovet for, at vi lægger et fælles pres større. Om der vil være stemning for, at vi udvider sanktionerne, er jeg ikke helt sikker på.
- Men det vil i hvert fald føre til, at der ikke er nogen vaklen i geledderne omkring det, vi allerede har gjort, siger Løkke.
Er du tilhænger af flere sanktioner?
- Hvis der kommer et konkret forslag, så vil vi se positivt på det. Det føler jeg mig dog ikke helt overbevist om, at sagen er modnet til i dag, siger statsministeren.
Det var oprindeligt Italiens premierminister, Matteo Renzi, som bad om at få en diskussion om forholdet til Rusland i forbindelse med et EU-topmøde.
Han har været skeptisk over for de sanktioner mod Rusland, som blandt andre Danmark helhjertet støtter, fordi de rammer Italiens eksport.
Ruslands handlinger i Ukraine og Syrien har dog ændret stemningen blandt EU-landene, vurderer Løkke.
- Det, at Rusland ikke har leveret på Minsk-aftalen plus deres fremfærd i Syrien, vil føre til, at Europa står endnu stærkere sammen, end det man kunne have frygtet tidligere, siger Løkke.
Når EU-topmødet fortsætter fredag morgen, skal EU-landenes ledere diskutere frihandel. Det sker, mens der fortsat er uvished om, hvorvidt parlamentet i den belgiske region Vallonien vil godkende en færdigforhandlet aftale med Canada.
EU-præsident Donald Tusk advarede tidligere torsdag om, at det kan bremse fremtidige frihandelsaftaler med blandt andre Japan og USA, hvis Canada-aftalen glipper.
Til det siger Løkke:
- Vi skal have flere frihandelsaftaler. Det skal være aftaler, hvor vi står vagt om vores standarder på miljø og arbejde og på anden vis. Men den her verden har brug for mere frihandel.
- Derfor håber jeg også, at vi bliver i stand til at omfavne aftalen med Canada i morgen.
- At vende ryggen til en aftale med Canada vil være en stor, stor skuffelse. Og det vil sende et dårligt signal til de andre lande, vi forhandler med, siger Løkke.
/ritzau/