Der er kommet skub i forhandlingerne på Christiansborg, og det skaber aftaler og resultater.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag under en spørgetime i Folketinget.
- Jeg glæder mig over, at de - lad os nu bare sige det, som det er - noget tilfrosne positioner er ved at tø en smule op, nu hvor vi har valgt at tage en ting ad gangen.
- Det er et tøbrud, jeg naturligvis håber holder, men som i første række fører til, at der nu opnås resultater, siger statsministeren.
Her nævner statsministeren fordeling af forskningsreserven og en aftale om udmøntning af satspuljemidlerne som gode resultater, ligesom regeringen håber på at lande en finanslovsaftale inden for en uges tid.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, bruger sin spørgetid på at opfordre regeringen til at indgå en aftale med partierne om, at man ser ejendomsvurderinger og boligbeskatning i en sammenhæng.
- Det vil skabe tryghed for boligejerne, siger Mette Frederiksen.
De to ting forhandles ellers lige nu separat for at få aftalen om det nye system for ejendomsvurderinger hurtigt på plads.
Statsministeren "glæder sig" over, at regeringen og Socialdemokratiet deler ambitionen.
- Det er logisk, at partier, der indgår en aftale om ejendomsvurderingerne, også udtrykker ønske om at indgå en aftale om boligbeskatningen sammen, siger Lars Løkke Rasmussen.
Men Løkke vil dog ikke udstede en garanti. Han henviser til, at der endnu ikke er enighed om, hvor pengene til lavere boligbeskatning i det nye system skal komme fra.
Det er første gang i fem måneder, at der afholdes spørgetime i Folketinget. Under spørgetimen har lederne af partierne uden for regeringen mulighed for at stille spørgsmål til statsministeren, der ikke er blevet fremlagt på forhånd.
/ritzau/