Løkke orienterer dronningen om forhandlinger
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, orienterer dronningen om sine forhandlinger som kongelig undersøger.
Lars Løkke Rasmussen vil formentlig få mandat til at forsøge at danne en mindretalsregering.
Lars Løkke Rasmussen vil formentlig få mandat til at forsøge at danne en mindretalsregering. Foto: JACOB EHRBAHN/POLFOTO


Det lykkedes ikke søndag at danne en borgerlig flertalsregering for Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Mandag morgen orienterer han dronning Margrethe om sine bestræbelser på at danne en borgerlig mindretalsregering som kongelig undersøger.

Lars Løkke Rasmussen vil formentlig få mandat til at forsøge at danne en mindretalsregering. Det virker mest oplagt at få Dansk Folkeparti med for at skabe en stabil regering. Men Venstre og Dansk Folkeparti er især uenige om den offentlige sektors vækst.

Venstre og De Konservative vil have nulvækst, som Venstre kalder udgiftsstop. Liberal Alliance kræver minusvækst, mens Dansk Folkeparti vil lade det offentlige vokse 0,8 procent årligt.

En ren Venstre-regering vil Løkke nok helst undgå for ikke at svække Venstre.

Oprindelig ønskede Liberal Alliance en borgerlig flertalsregering, så de sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative skulle enes om et regeringsgrundlag.

Men partierne var så uenige, at Lars Løkke Rasmussen søndag eftermiddag opgav ævred.

- Jeg har haft samtaler med alle Folketingets partier og med de nordatlantiske mandater, og min konklusion er, at det ikke lader sig gøre at etablere en flertalsregering, sagde Lars Løkke Rasmussen.

- Jeg mærker en positiv stemning blandt alle partier over for et bredt samarbejde. Og en flertalsregering bestående af de fire partier med lige præcis 90 mandater vil være en regering, når den bliver enig med sig selv, som vil få meget svært ved at flytte sig parlamentarisk.

- Af den grund lader det sig ikke gøre, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Efter jordskredsvalget i 1973 dannede Venstres Poul Hartling en ren V-regering. Efter 14 måneder måtte Hartling give op og overlade Statsministeriet til Anker Jørgensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.