Løkke optimist efter grænseaftale: "Meget flot resultat"
Der er en ny realisme i den europæiske debat om flygtningekrisen, siger statsministeren efter EU-topmøde.
- Jeg synes, det er et meget, meget flot resultat, kommissionen har nået, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
- Jeg synes, det er et meget, meget flot resultat, kommissionen har nået, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Foto: Scanpix arkiv


Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger efter torsdagens EU-topmøde, at der efter de seneste måneders øgede flygtninge- og migrantpres på Europa er kommet "en ny realisme" i den europæiske debat.

Det gælder blandt andet EU's forhold til Tyrkiet, som via en handlingsplan fra topmødet får løfter om penge og anden hjælp fra EU til blandt andet at sikre bedre grænsekontrol samt kystbevogtning og bedre forhold for de flygtninge, der allerede er i Tyrkiet.

Det skal ske med henblik på at sikre, at de godt to millioner flygtninge, der allerede er i Tyrkiet, "ikke pludselig sætter sig i bevægelse mod Europa".

Statsministeren betegner EU-Kommissionens input og topmødets resultat som "et substantielt fremskridt i forhold til at få situationen under kontrol".

- Jeg synes, det er et meget, meget flot resultat, kommissionen har nået. Der er gensidige interesser hos Tyrkiet og hos os, som bliver kombineret på en måde af fælles interesse. Det vil bidrage til at tage presset af Europas grænser, siger Løkke på et pressemøde i Bruxelles.

Han siger, at han "betragter det som en realitet", at der nu er en aftale mellem EU og Tyrkiet. Men han understreger også, at EU ikke slækker på sine krav til Tyrkiet - blandt andet om, at landet også skal overholde menneskerettighederne.

- Aftalen, der er indgået med Tyrkiet, rykker ikke ved nogen som helst af de kvalitative standarder, Europa møder op med, siger Løkke.

Den danske statsminister tror også på, at EU gør fremskridt med at få styrket kontrollen med sine egne ydergrænser og blive bedre til at skelne mellem flygtninge og økonomiske migranter.

Men han erkender, at det har været en udfordring at få kyststaterne Grækenland og Italien til at leve op til deres ansvar i forhold til EU's Dublinsystem og kravet om, at første ankomstland sørger for at registrere de nyankomne.

I den forbindelse betegner han den nylige aftale om en frivillig fordeling af 160.000 flygtninge rundt i hele EU som "madding" lagt ud for at sikre, at systemerne fungerer.

- Det er svært at få de her lande i frontlinjen til for alvor at engagere sig i at lave registreringscentre, lave ordentlig grænsekontrol, beskyttelse, registrere flygtninge, tage deres fingeraftryk, tage stilling til, hvem der har beskyttelsesbehov, og hvem der ikke har, hvis man ikke samtidig har et system, der sikrer, at nogle hjælper til.

- Og vi har endnu til gode at se de her systemer i Grækenland og Italien fungere fuldt ud, siger Løkke.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.