Det er ikke sjovt at skulle leve af en kontanthjælp.
Så langt er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Enhedslistens Pernille Skipper enige.
Men Løkke var derudover hverken til at hugge eller stikke i, da han tirsdag svarede på kritiske spørgsmål om kontanthjælpsloftet i Folketingets spørgetime.
- Jeg ved godt, at det ikke er sjovt at skulle leve af en kontanthjælp. Det ved jeg godt. Og jeg ved godt, det bliver vanskeligere ved, at der er lagt et loft over. Det ved jeg også godt. Men kan man leve af en kontanthjælp - også med loft over? Ja, det kan man. Så det kan vi godt stå inde for, lød den klare besked fra statsministeren.
Alle værktøjskasser skal i brug
Pernille Skipper kritiserede især, at syge og handicappede, som er erklæret ikke-jobparate, alligevel rammes af kontanthjælpsloftet med den besked, at de kan gå ud og finde sig et arbejde.
Men her er det op til kommunerne at sørge for at give borgerne den rigtige hjælp, fastslog statsministeren.
- Jeg medgiver fuldt ud, at der er folk på kontanthjælp, der har været på kontanthjælp alt for længe. Derfor er der et udtalt behov for, at kommuner bruger alle de værktøjskasser, der er, for at tage hånd om de mennesker, der ikke umiddelbart er til rådighed for arbejdsmarkedet, og som derfor ideelt set slet ikke skulle være på kontanthjælp, sagde Løkke.
Et svar som dog langt fra var tilfredsstillende for Pernille Skipper.
- Man kan sige nok så mange gange, at syge mennesker ikke skal være i kontanthjælpsystemet. Men det er de. Tre fjerdedele af dem, der bliver ramt af loftet, er ikke arbejdsmarkedsparate. Hvad er det, vi skal motivere dem til?, spurgte Enhedslistens frontkvinde.
Det bedste socialpolitiske instrument
Kontanthjælpsloftet er dog kommet for at blive, fastslog Løkke. Og det af flere årsager:
Det skal få ledige til at opleve en markant økonomisk fremgang ved at tage et job til lav løn. Det skal gøre op med den markante overvægt af kontanthjælpspar med anden etnisk baggrund. Og så skal det sikre, at samfundet bruger ressourcerne på dem, der har mest brug for det.
- Det bedste og mest virksomme socialpolitiske instrument, vi kan tage i brug, er at flytte folk væk fra forsørgelse.
- Det vil også over tid muliggøre, at de ressourcer, der er til rådighed, kan målrettes de mennesker, der har allermest behov. Og det er den balance, der ligger i den politik, vi har fået gennemført med et flertal i Folketinget, sagde Løkke.