Løkke om Mette F.-læk: "Det er utilstedeligt"
Statsministeren kalder det utilstedeligt, at en fortrolig afgørelse fra Skatterådet om S-formanden er lækket.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen kritiserer, at et læk fra Skatterådet har bragt en fortrolig afgørelse om S-formand Mette Frederiksen frem.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen kritiserer, at et læk fra Skatterådet har bragt en fortrolig afgørelse om S-formand Mette Frederiksen frem. Foto: NIELS HOUGAARD/POLFOTO


Medlemmer af Skatterådet må ikke bryde deres tavshedspligt. Alligevel kan BT torsdag referere til en fortrolig afgørelse fra rådet om, hvordan S-formand Mette Frederiksens brug af privatchauffør vil blive beskattet.

Og det er helt utilstedeligt, mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Løkke erklærer sig på Twitter enig med Skatterådets formand, advokat Hanne Søgaard Hansen, der kalder lækket uheldigt, kritisabelt og utilstedeligt.

- Og jeg er helt enig. Det er utilstedeligt. BT's historie beriger heller ikke ligefrem den politiske debat, skriver Løkke.

Statsministeren har ikke mulighed for at uddybe udtalelsen torsdag middag.

Skatterådet har 19 medlemmer, der er udpeget af henholdsvis skatteministeren og Folketinget. I rådet sidder både politikere, repræsentanter fra erhvervslivet og revisorer og advokater.

Rådets opgave er at udtale sig om principielle spørgsmål og afgive såkaldte bindende svar, så borgere og virksomheder kan vide, hvordan de skal forholde sig i forhold til skat i bestemte sammenhænge.

Det var netop sådan et bindende svar, Socialdemokraterne havde bedt Skatterådet om. Svaret var, at Mette Frederiksen ikke skal beskattes af, at partiet i visse tilfælde sørger for bil og chauffør.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.