Løkke om Holst: Det udtaler jeg mig om en anden dag
Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil ikke her og nu forholde sig til forsvarsministerens troværdighed.
Partifællerne Carl Holst og Lars Løkke Rasmussen har indtil nu stået tæt sammen. Spørgsmålet er, om de tætte bånd kan holde i sagen om Carl Holsts spindoktor, som også kan belaste Lars Løkke Rasmussen.
Partifællerne Carl Holst og Lars Løkke Rasmussen har indtil nu stået tæt sammen. Spørgsmålet er, om de tætte bånd kan holde i sagen om Carl Holsts spindoktor, som også kan belaste Lars Løkke Rasmussen. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


Selv om anledningen til statsministerens pressemøde torsdag morgen var flygtningesituationen i Europa, slap Lars Løkke Rasmussen (V) ikke for spørgsmål om sin forsvarsminister, Carl Holst.

Holst har hårdnakket fastholdt, at hans nuværende presserådgiver, Christian Ingemann, ikke deltog i hans valgkamp i forbindelse med folketingsvalget i juni - hvilket også ville være i strid med reglerne.

Mange indicier peger dog på, at Carl Holst ikke har fortalt sandheden, men det vil statsministeren ikke forholde sig til her og nu.

- Det, der betyder noget for mig i dag, er den situation, som Danmark og Europa står i.

- Derudover har jeg naturligvis tillid til mine ministre, sagde statsministeren.

Lars Løkke Rasmussen lovede dog, at han senere vil tage stilling til, om Carl Holst har gjort noget kritisabelt.

- Jeg kommer til at udtale mig om sagen, men det bliver ikke i dag, sagde han.

Balladen omkring Christian Ingemanns ansættelse har ført til, at Statstilsynet har valgt at tage sagen op på egen hånd.

Derudover er Carl Holst blevet kaldt i samråd i sagen, hvor han skal forklare sig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.