Løkke og Hjort er uenige om klynke-kommuner
Hjort og Løkke svarer henholdsvis ja og nej til spørgsmålet, om kommunerne klynker over flygtningeudgifter.
Der er ikke enighed i toppen af Venstre om, hvordan man forholder sig til kommunernes udgifter til flygtninge.
Der er ikke enighed i toppen af Venstre om, hvordan man forholder sig til kommunernes udgifter til flygtninge. Arkiv/Scanpix


I modsætning til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke tale om, at kommunerne "jamrer" over flygtningeudgifter.

- Jeg siger ikke, at kommunerne klynker, eller at vi ikke vil i dialog med kommunerne. Jeg anerkender fuldt ud, at det er et problem for kommunerne.

- Det er derfor, vi har afsat 350 millioner kroner ekstra til kommunerne og indkaldt kommunerne til forhandlinger for at se, om vi kan ændre nogle regler, så opgaven bliver mere overskuelig.

Sådan svarer statsminister Lars Løkke Rasmussen under årets første spørgerunde i Folketinget. Han blev gået på klingen af Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen om kommunernes økonomi i forbindelse med flygtningestrømmen.

- I en situation hvor der er pres på den kommunale velfærd, ser vi en regering, der siger, at kommunerne jamrer. Skal vi virkelig være så arrogante over for kommunerne eller indgå i dialog med dem, siger Mette Frederiksen.

- Jeg siger ikke, at kommunerne klynker. Regeringen vil om ganske kort tid indgå i dialog med kommunerne. Min udfordring er, at vi har den økonomi vi har. Da vi kom til magten, kunne vi se, at den tidligere regering økonomisk var gået til kanten af Europa-reglerne, lyder svaret fra statsministeren.

Dermed er der en intern splid i regeringspartiet Venstre, om hvordan man forholder sig til kommunernes udgifter til flygtningesituationen.

Piben lød anderledes, da finansministeren talte til en konference i Aalborg og svarede på kommunernes klagesang, om at pengene ikke slår til.

- Jeg hører aldrig andet end jammer fra kommunerne. Det er, som om I tror, at flygtningesituationen kun er et kommunalt anliggende. Den belaster også statens økonomi, sagde finansministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.