Løkke og co.'s store flytteplan: Kun få er flyttet med jobbet
21.000 har sendt ansøgning til knap 1100 udflyttede job. Langt de fleste er besat af nye medarbejdere.
Regeringen præsenterede for et år siden sin plan om udflytning af statslige arbejdspladser.
Regeringen præsenterede for et år siden sin plan om udflytning af statslige arbejdspladser. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix/arkiv


Det er kun et fåtal af de ansatte på de udflyttede statslige arbejdspladser, som er flyttet fra København for at følge med deres job ud af hovedstaden.

Hele 86 procent har sagt jobbet op og er blevet boende i København.

Det oplyser erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) på et pressemøde i Hjørring, hvor regeringen gør status over udflytningsplanen.

Et år efter at regeringen fremlagde sin plan for at placere 3900 statslige arbejdspladser rundt omkring i Danmark, er 1126 stillinger rykket ud af hovedstaden.

Kun 14 procent af stillingerne er besat af medarbejdere, som er flyttet med, eller som i dag pendler til og fra arbejde.

Det er ifølge erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen generelt lykkedes at tiltrække kompetente medarbejdere til de nye job.

Alligevel erkender han, at det nogle steder har haft betydning, at medarbejdere fra København ikke er flyttet med.

Det har bevirket, at der nu er længere sagsbehandlingstider i blandt andet Natur- og Miljøklagenævnet.

Skatteminister Karsten Lauritzen påpeger, at udskiftningen i medarbejdere også kan være en fordel.

- Vi er ikke blinde for, at der er udfordringer. Nogle medarbejdere vil sige op, og nogle har sagt op, siger ministeren på pressemødet.

- Der er stor udskiftning, og det giver risiko for videnstab. Men det kan også ende med, at man får en mere effektiv opgaveløsning, end man har haft tidligere, siger han.

En optælling viser, at der til knap 1100 stillinger har været 21.000 ansøgere.

Regeringen havde skønnet, at prisen for udflytningen ville blive op mod en milliard kroner. I dag er det skøn justeret ned til 887 millioner kroner.

Det skyldes blandt andet, at Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) ikke flytter fra København til Aarhus, sådan som det oprindeligt var planlagt.

Der er afsat 400 millioner kroner på finansloven for 2016 til udflytningen.

Derudover er der i regeringens finanslovsforslag for næste år afsat yderligere 190 millioner kroner.

Den sidste del af finansieringen håber regeringen på at finde i form af sparede huslejeudgifter.

Udflytningen af arbejdspladserne er nødvendig, hvis der skal skabes vækst i hele landet, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en skriftelig kommentar.

- Jeg ønsker et Danmark, hvor det er muligt at leve et godt liv, uanset om man ønsker skovens ro eller storbyens puls.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.