Løkke kan få et nyt klimatopmøde
Hvis blå blok vinder valget, skal Lars Løkke måske til endnu et klimatopmøde, frygter danske græsrødder.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen d. 18. december 2009 i Bella Center under FNs klimatopmøde COP15. Græsrødder frygter, at Venstres formand igen kommer til at forhandle klima for Danmark på FN's topmøde i Paris i december.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen d. 18. december 2009 i Bella Center under FNs klimatopmøde COP15. Græsrødder frygter, at Venstres formand igen kommer til at forhandle klima for Danmark på FN's topmøde i Paris i december. Foto: MIKKEL KHAN TARIQ/POLFOTO


Ved skæbnens ironi kan det i tilfælde af blå valgsejr blive Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, der som statsminister skal repræsentere Danmark på klimatopmødet COP21 i december.

FN-topmødet i Paris kaldes af mange for dette årtis vigtigste internationale konference. Mandag indleder embedsmænd i Bonn forhandlinger for at bane vejen for et kompromis i Paris.

I 2009 vandt Lars Løkke tvivlsom berømmelse over hele verden for sin ledelse af klimatopmødet COP15, der trak 120 stats- og regeringschefer til København.

Grønne organisationer ser da også nervøst frem til muligheden for et nyt klimatopmøde med en statsminister Løkke på rollelisten.

Centralt står de pinagtige tv-klip fra Bella Center af en udmattet og mentalt forslået Løkke Rasmussen, som udtaler de ofte citerede ord "I'm banging this hammer ..." og tilsyneladende ikke forstår meget af, hvad der foregår.

Lars Løkke måtte også tilstå over for forhandlerne fra 190 lande, at han ikke havde sat sig ind i de FN-regler, der forhandles under.

På topmødet i Paris skal der efter fiaskoen i København vedtages en aftale, som holder opvarmningen af kloden under to grader. Og ifølge senioranalytiker Søren Dyck-Madsen fra Det Økologiske Råd har det en betydning, om Løkke forhandler for Danmark.

- Lars Løkke blev af mange parter betegnet som den ringeste mødeleder i FN's klimaforhandlinger, så langt tilbage folk kunne huske.

- Nu vil han jo ikke få en særlig central position i Paris. Men det kan i hvert fald ikke gavne at have en forhandlingsleder - hvis han da vælger at deltage - som under COP15 i den grad fik fremvist sin uvidenhed og manglende kompetencer i forhold til FN-systemet, siger Søren Dyck-Madsen.

For klimarådgiver Mattias Söderberg fra Folkekirkens Nødhjælp bidrager Løkkes COP15-optræden ikke til hans autoritet. Det er dog stadig uklart, om det er statsministre, der deltager i Paris, eller om det bliver fagministre, tilføjer han.

- Hvis Løkke bliver statsminister, er mit gæt, at han ikke vil prioritere Paris, og det er nok godt. Men den klimapolitik, en borgerlig regering vil føre, risikerer at trække Danmark ned fra førerpositionen i klimadebatten, siger Mattias Söderberg.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.