Løkke: Jeg vil ikke se kaotiske scener i Danmark
Statsminister Lars Løkke Rasmussen siger fortsat nej til at indføre dansk grænsekontrol mod Tyskland.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser at indføre dansk grænsekontrol, ligesom svenskerne har gjort. (arkivfoto)
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser at indføre dansk grænsekontrol, ligesom svenskerne har gjort. (arkivfoto) Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO


Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser fortsat at indføre grænsekontrol i Danmark, selv om Sverige indfører kontrol fra torsdag klokken 12.

Dansk grænsekontrol mod Tyskland vil føre til flere og ikke færre asylansøgere i Danmark, mener statsministeren og siger, at hans politik er drevet af to ting:

- Det ene er ro og orden i Danmark. Jeg vil ikke se de kaotiske scener, som man har set i en række andre lande, siger Lars Løkke Rasmussen torsdag i Valletta på Malta, hvor han deltager i et topmøde med Afrika.

- Det andet er en ambition om, at vi ikke får så mange asylansøgere, at vi kommer ud af kontrol, siger han.

- Danmark skal tage sit ansvar, nuvel, men så heller ikke mere end det for at sige det lige ud, siger statsministeren.

Han understreger, at Danmark følger situationen nøje efter den svenske beslutning om at indføre grænsekontrol og har beredskabet på plads. Og det er en knap, der kan skrues op for, hvis det er klogt.

Alle partier i blå blok undtaget Venstre har opfordret til, at Danmark også indfører grænsekontrol i kølvandet på den svenske kontrol, men statsministeren håber, at det gør indtryk på partierne, at han vurderer situationen anderledes.

- Jeg har et ansvar og har måske også haft lejlighed til at tænke lidt grundigt over det her i en samtale også med de danske myndigheder, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han tror, at de danske politiske reaktioner onsdag var "lidt øjeblikkelige" efter den svenske melding om grænsekontrol:

- Nu lukker svenskerne grænsen, og hvis svenskerne lukker grænsen, skal vi også lukke grænsen. Men svenskerne lukker ikke grænsen, siger statsministeren.

- Efter alt, hvad vi har hørt, og efter hvad den svenske statsminister har sagt til mig - og nu vil vi se det klokken 12 - så er der ikke tale om, at Sverige bliver lukket, siger Lars Løkke Rasmussen.

Ifølge statsministeren er der derimod tale om, at Sverige vil skabe mere systematik i den måde, de registrerer asylansøgere på, når de kommer til Sverige.

- Hvis man har en ambition om, at vi skal holde antallet af asylansøgere under kontrol i Danmark, så er det altså klogere ikke at kopiere den model ved den dansk-tyske grænse, fordi det vil føre til, at vi får flere og ikke færre asylansøgere, siger han.

Statsministeren mener, at flere og flere grænsekontroller i Europa vil give udfordringer for både pendlere og erhvervsliv, og i sidste ende kan det komme til at true velstanden.

- For hvis man virkelig forestiller sig, at Europa lukker af landene imellem, og vi skal begynde at vise pas og bliver forsinkede, og at vores langturschauffører bliver forsinkede på deres transporter, så kommer det til at koste velstand og arbejdspladser, siger Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.