Løkke: Jeg indkalder også rød blok til forhandlinger
Lars Løkke tør ikke spå om chancerne for at danne en flertalsregering forud for lørdagens forhandlinger.
- Jeg skal have en regering, som er manøvredygtig, og det kræver, at jeg taler med alle partier, siger Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg skal have en regering, som er manøvredygtig, og det kræver, at jeg taler med alle partier, siger Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen. Foto: Ole Jensen/arkiv/Scanpix


Lørdag formiddag er de første forhandlinger om, hvordan den kommende regering skal se ud i Danmark, begyndt.

Liberal Alliance har på forhånd bedt Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen undersøge, om regeringen kan bestå af alle fire blå partier - og det er det, de borgerlige partier lørdag skal forhandle om.

Løkke vil se, om han kan danne en manøvredygtig regering bestående af Venstre, DF, Liberal Alliance og De Konservative.

Missionen virker mere end svær.

- Nu tager vi hul på det, og det betyder, at jeg taler med de tre partier, men jeg taler også med Folketingets øvrige partier, og man kan spørge, hvorfor gør jeg det, når det handler om at lave en flertalsregering.

- Men det hænger sammen med, at en regering, jeg skal stå i spidsen for, det skal være en regering, som er manøvredygtig, og til det hører jo, at regeringen med sig selv ved, hvad den vil.

- Og det skal også være en regering, der kan samarbejde med Folketinget, siger Lars Løkke Rasmussen forud for de første forhandlinger med Dansk Folkeparti, som er det første parti, der sætter sig ved forhandlingsbordet med Venstre-formanden.

Han vil endnu ikke spå om, hvorvidt det kan lade sig gøre at lave en flertalsregering, der består af de fire borgerlige partier

- Det vil vise sig. Det handler om at høre partierne om deres prioriteter.

- Det må stå alle klart, at der er jo ingen, som har vundet valget på den måde, at de alene repræsenterer 90 mandater, så folk kommer med hvert deres udgangspunkt, siger Lars Løkke Rasmussen.

Efter Dansk Folkeparti er det Liberal Alliance, som skal forhandle med Lars Løkke Rasmussen, og derefter er det De Konservatives tur.

Lørdag eftermiddag indkaldes partierne fra rød blok til forhandlinger.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.