Løkke: Jeg har fået mandat til flertalsregering
Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen indkalder til regeringsforhandlinger lørdag på Christiansborg.
- Jeg tager opgaven på mig, startende med i morgen (lørdag, red.), siger Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg tager opgaven på mig, startende med i morgen (lørdag, red.), siger Lars Løkke Rasmussen. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix


En regering bestående af Venstre, DF, Liberal Alliance og De Konservative lyder som en stor mundfuld, men det er den mission, som Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen er sat til at løse.

Efter den såkaldte dronningerunde fredag stod det klart, at Løkke påtager sig ansvaret for at danne en borgerlige regering, og det er på Liberal Alliances opfordring, at Løkke er tvunget til at forsøge at danne en flertalsregering bestående af de fire partier.

- Det mandat, der er givet, er et mandat til at danne en flertalsregering bestående af fire partier.

- Hvis ikke opgaven kan løftes inden for grænserne af det mandat, så er der en ny situation, og så skal der i givet fald være en ny dronningerunde, siger Løkke.

Det helt store spørgsmål er, hvordan en borgerlig regering kan se ud. Dansk Folkeparti blev det største borgerlige parti, men Kristian Thulesen Dahl vil formentlig kræve sig godt betalt for at gå med i en regering.

Liberal Alliance og De Konservative udgør de andre borgerlige bejlere, og de kommer med nogle helt andre mærkesager end Dansk Folkeparti. Derfor venter der formentlig Lars Løkke Rasmussen en svær opgave med at danne ny regering.

Danskerne skal i den kommende uge til 10 dage indstille sig på, at der løbende vil være forhandlingerne på Christiansborg om dannelsen af en ny regering.

Forhandlingerne vil formentlig komme til at ligne det forløb, som man også ser i forbindelse med en finanslov.

Her kommer partierne en af gangen ind i forhandlingslokalet og svarer efterfølgende på spørgsmål fra pressen om forhandlingernes gang.

Det skal være med til at sikre en vis åbenhed om forhandlingerne - og samtidig give partierne omtale. Nogle gange bliver den åbenhed dog en hæmsko for forhandlingerne, fordi skænderier og krav bliver lagt frem i offentligheden.

Dermed bliver det lettere for vælgere og medier at udpege vindere og tabere i forhandlingerne.

Lars Løkke Rasmussen har dog lagt vægt på, at han ikke vil gentage forløbet fra 2011, hvor Socialdemokraterne, De Radikale og SF i tre uger forhandlede regeringsgrundlag uden at informere vælgerne om, hvilken politik de i sidste ende kunne regne med fra den nye regering.

Det førte til omfattende beskyldninger om løftebrud mod statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da regeringsgrundlaget i oktober 2011 endeligt blev præsenteret.

For en god ordens skyld bliver alle partier indkaldt til forhandlinger, men reelt vil partierne i rød blok ikke have den store rolle at spille. Derfor vil de formentlig hurtigt blive sorteret fra, så forhandlingerne vil foregå mellem de fire borgerlige partier.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.