Løkke indvier dansk lobbyklub i den amerikanske kongres
Torsdag indvier statsministeren en erhvervsklub med amerikanske politikere, der skal hjælpe dansk erhvervsliv.
Lars Løkke Rasmussen flyver torsdag til USA, hvor han skal indvie en ny erhvervsklub, der skal arbejde for danske interesser i Kongressen i USA.
Lars Løkke Rasmussen flyver torsdag til USA, hvor han skal indvie en ny erhvervsklub, der skal arbejde for danske interesser i Kongressen i USA. Foto: Colourbox/Free


Omkring 20 amerikanske kongresmedlemmer vil fremover hjælpe danske virksomheder med at vinde indpas i USA.

Det skal ske via et nystiftet lobbynetværk, The Congressional Friends of Denmark Caucus, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og udenrigsminister Kristian Jensen (V) torsdag aften indvier i Washington. Det skriver Børsen.

Netværket er formelt en politisk konstruktion i Kongressen i USA, og det er dermed ikke bare en kaffeklub.

- Nu får vi styrket vejen ind på verdens største marked, fordi der er skabt en fast forbindelse mellem danske repræsentanter og Kongressen, siger Lars Løkke Rasmussen ifølge Børsen.

- Det vil åbne døre for danske virksomheder og betyde arbejdspladser på begge sider af Atlanten, ikke mindst for de sektorer, hvor dansk erhvervsliv har unikke kompetencer at tilbyde, siger statsministeren.

Erhvervsorganisationen American-Danish Business Council står bag initiativet sammen med ambassaden i Washington.

De amerikanske kongresmedlemmer, der er en del af den nye lobbyklub, består af politikere fra de cirka ti stater, hvor danske virksomheder er mest aktive.

Den danske statsminister og udenrigsminister skal på deres tur til USA desuden deltage i et nordisk topmøde med den amerikanske regering.

Topmødet afsluttes med en middag i Det Hvide Hus for de fem nordiske stats- og regeringschefer og den amerikanske præsident.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.