"Mine tanker går i aften til Laurids Rudebecks familie, der alt for tidligt har mistet en far, søn og ægtemand."
Sådan skrev statminister Lars Løkke Rasmusssen (V) tirsdag aften på sin profil på Facebook.
I et følelsesladet opslag mindes statsministeren sin parti-kollega Laurids Rudebeck, som døde tirsdag i en alder af 56 år.
Laurids Rudebeck var borgmester i Tønder og efterlader en hustru, to børn og et barnebarn samt sin mor på 82 år.
Statsministeren skriver videre på Facebook, at Laurids Rudebeck som politiker i Tønder var dybt respekteret for sin vilje og evne til at samarbejde bredt med alle partier.
"Samtidig formåede han at give kommunen en stemme, der blev hørt og respekteret langt udover kommunegrænsen."
"Jeg og alle andre i partiet Venstre har mistet en loyal og respekteret politiker, som vil blive savnet," skriver en berørt statminister.
Det var Tønders kommunaldirektør, Klaus Liestmann, der udsendte meddelelsen tirsdag aften. Der er endnu ingen detaljer om dødsfaldet. Det ventes, at der kommer en officiel udmelding i løbet af i dag, onsdag.
Laurids Rudebeck nåede at være borgmester i Tønder i syv år. Han var medlem af Venstre og blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i 2006. Inden da var han leder af lokalpolitiet i Tønder.
Afdøde borgmester Laurids Rudebeck har her besøg af Dronning Margrethe i 2010. De nyder sammen udsigten fra Tønders vandtårn. Foto: Scanpix/arkiv